En finger til berømmelsen

»I'm Still Here« kan bedst betegnes som Casey Afflecks og Joaquin Phoenix' spottende kunst­projekt, der har varet i knapt to år.

Hvor meget er den virkelige Joacquin Phoenix i »I’m Still Here«? Fold sammen
Læs mere
Foto: Angels Film
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Hvad sker der dog med Joaquin Phoenix?« Det var spørgsmålet, mange film­elskere og amerikanske avis­overskrifter stillede sidste år ved denne tid. For én ting var, at den Oscar-belønnede skuespiller efter filmen »Two Lovers« i 2008 proklamerede, at det ville blive hans sidste film, for nu ville han forfølge en karriere som rapper. En anden var at se ham øjensynligt smuldre mentalt, så han for eksempel sad i David Lettermans talkshow iført sorte solbriller og stort skæg og opførte sig så bizart, at det virkede, som om det havde slået halvt klik for ham.

Svaret kan man få nu i dokumentarfilmen »I'm Still Here«, der er instrueret af Ben Afflecks lillebror og Phoenix' svoger, Casey Affleck, som vi hidtil kun har oplevet som skuespiller. For filmen, der ved første øjekast er en kronologisk testamentering af skuespillerens deroute, følger Phoenix hele vejen ned, så at sige. Med alt hvad der hører med af coke-snifferi, kilo til kroppen, drukfester, købe-damer og storhedsvanvid blandet med mindreværd. Især når det gælder den sang- og rapkarriere, Phoenix insisterer på, selv om talentet er så lille, at selv P Diddy, eller Sean Combs, som han nu hedder, ikke vil røre ved ham med en ildtang. Illustreret ved en absolut brilliant tåkrummende scene, hvor Phoenix nærmest tigger Combs om at producere sin plade.

Et fupnummer

Og tæerne er krummede det meste af vejen, mens vi voyeuristisk betragter Phoenix være skiftevis underholdende fanden-i-voldsk over for film- og mediebranchen, usympatisk arrogant mod sine ansatte og narcissistisk ynkelig i sin usuccesfuldhed. En adfærd, der gør, at man nu med rette kan spørge: Hvor meget er den virkelige Phoenix, og hvor meget er iscenesat? For nu, efter filmens amerikanske premiere i september, har de to herrer, Phoenix og Affleck, indrømmet, at det hele var et fupnummer (og sågar undskyldt over for Letterman). Eller rettere: Et eksperiment i afgrænsningen af fiktion og realiteter.

Set i det lys er filmen en strakt langefinger til mediernes dyrkelse af berømthed. Men den er også et stort stykke performancekunst af knap to års varighed. På den måde skifter den fra et dokumentarisk psyko-drama til en veludført mockumentary til at danne, hvad der kan blive en hel ny genre, en tankevækkende fuckumentary. For falskspilleri eller ej, så er der måske meget sandt at hente i hånen.