En ferie uden fornøjelse

Ingen kan se så nedtrykt ud som Pernilla August (foto), og det har hun rig lejlighed til at demonstrere i denne traurige film om den lettere alkoholiserede Kicki, der tager sin halvvoksne søn Viktor – som ellers bor hos sin mormor – med på en ferie i Taiwan, hvor hun agter at opsøge en kinesisk internetkæreste.

Foto: Scanpix
Han viser sig selvfølgelig at være gift, hvilket fører til den allermest pinlige af mange akavede situationer, mens mor og søn det meste af tiden færdes hver for sig i millionbyen Taipei, så filmen får svært ved at beslutte sig for, hvem der egentlig er dens hovedperson. Kicki flirter kraftigt med den unge portier på hotellet, og Viktor bortføres af amatørkidnappere, men det opleves alt sammen som ret ligegyldigt, for ingen af filmens figurer har personlighed nok til at fange ens interesse. Imponerende er det at se, hvor flot debutanten Ludwig Palmell som Viktor klarer sig over for Pernilla August, men heller ikke hans talent kan forhindre »Miss Kicki« i at være en bedrøvelig bagatel med så minimalistisk en handling, at den nærmest er mikroskopisk.