Er du enig med berlingskes anmelder?
Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.
Det starter med, at der ligger en blødende mand på jorden. Han ser meget død ud, og det er han sådan set også. Men så begynder han at snakke til os.
Ligesom i Billy Wilders amerikanske klassiker »Sunset Boulevard« fortælles historien nemlig af en just afdød hovedperson i Ole Bornedals »Kærlighed på film«, der således jævnfør også titlen ikke forsøger at ligne et troværdigt stykke virkelighed, men tværtimod af al magt gør opmærksom på, at den er noget så kunstfærdigt som en film. Eller en opvisning i filmiske virkemidler, kunne man kalde den.
Manden hedder Jonas og er fotograf hos politiet. Han bor med kærlig kone plus to søde børn i Ørestaden og får vendt voldsomt op og ned på sin (synes han selv) lidt trivielle tilværelse, da han mener at være skyld i, at den unge kvinde Julia kvæstes alvorligt ved en trafikulykke og derfor besøger hende på sygehuset, hvor hun ligger i en koma, og hvor hendes velhavende familie straks tror, at Jonas må være hendes kæreste Sebastian. Hvad han lader dem tro.
Nu forelsker Jonas sig heftigt i Julia, der vågner op fra sin koma, men har hukommelsestab og er blevet blind, så vores letsindige hovedperson kan forblive i rollen som hendes kæreste og skamløst svigte sin familie. Den rigtige Sebastian traf Julia ude i Cambodia, hvor vi møder ham i flash-backs, og han rapporteres på et tidspunkt at være død, men det er han ikke - tværtimod dukker han til slut truende op og forvandler endegyldigt filmen til den thriller, som den hele tiden tager tilløb til at blive.
Det er udtryk for det oprør mod vanlig dansk hverdagsrealisme, som også prægede Ole Bornedals foregående film, ungdomsgyseren »Vikaren«, og det resulterer denne gang i en stilbevidst og selvbevidst kombination af spændingsfilm, melodrama og ophedet amour fou. Nede i hospitalets skumle kældergange sender Bornedal kokette hilsener tilbage til sit gennembrud »Nattevagten«, mens man mere mindes hans monstrøse »Jeg er Dina«, når han skruer kraftigt op for de postulerede lidenskaber og skaber scener, som skriger af skabagtig pastiche.
»Kærlighed på film« er med andre ord mere film end kærlighed. Der er noget u-umiddelbart ved dens handling, noget kalkuleret og effektjagende, som får én til at tænke på de ekshibitionistiske franske instruktører Luc Besson, Jean-Jacques Beineix og Léos Carax, der i 1980erne førte sig glitrende frem med virtuose opvisninger i raffineret tomhed. Også hos Bornedal virker det, som om han har tænkt sin film uden at føle den, og skønt der udadtil er gigantiske følelser på spil, ligner de udspekuleret staffage - bortset fra de bevægende scener, hvor Charlotte Fich griber os om hjertet som Jonas forsømte kone og ligesom i Per Flys »Drabet« viser, hvor hamrende god en skuespillerinde hun er.
Driftssikker Berthelsen
Den totalt driftsikre Anders W. Berthelsen er selvfølgelig også god som skvadderhovedet Jonas, mens Rebecka Hemse som begærets dunkle mål Julia er endnu et sprogligt irriterende eksempel på den trælse tendens til utvivlsomt af finansielle grunde at placere en svensk skuespiller i en af hovedrollerne i en dansk film. Jonas optræden som Julias falske kæreste giver pudsige associationer til Jon Turteltaubs amerikanske komedie »While You Were Sleeping«, hvad den ambitiøse Bornedal næppe har tilsigtet til gengæld har han succes med introduktionen af Ørestaden som køligt fotogen location, han magter at iscenesætte en dramatisk trafikulykke bedre end Lasse Spang Olsen, han krydsklipper frækt mellem scener, som viser sig ikke at finde sted samtidig, og han kan sammen med mesterfotografen Dan Laustsen lave billeder af både dampende og frysende intensitet, mens Joachim Holbeks magtfulde musik hamrer løs på vores nervesystem. For pokker, hvor er Ole Bornedal dygtig, og for pokker, hvor kan han godt lide at vise os, hvor dygtig han er.
Lad os ikke desto mindre hylde filmens eminente medvirkende - Nikolaj Lie Kaas er virkelig værd at blive bange for, da han langt om længe dukker op som den rigtige Sebastian - og lad os konstatere, at der kan være noget forfriskende ved Ole Bornedals melodramatiske mangel på mådehold. »Kærlighed på film« er et vildt værk, som satser stort og tør en masse - undtagen at være ægte og vedkommende, men det kan man måske heller ikke forlange af en historie, som fortælles af en død mand.
Berlingske Tidende indbyder læserne til at give deres holdning til aktuelle udgivelser og begivenheder. De bedste bidrag kommer i avisen.
Skriv kort og kontant og klik på det antal stjerner den fortjener.
Er du enig med berlingskes anmelder?
