Der er dysfunktionelle familier, og så er der DYSfunktionelle familier. Familien Laurent i Michael Hanekes seneste hudfletning af det selvgode bedsteborgerskab hører til den sidstnævnte kategori.
Det kunne faktisk dårligt være meget værre i denne historie om 13-årige Eve, hvis mor ryger på hospitalet efter at have taget en overdosis medicin. Det tvinger Eve til at flytte ind hos sin mildest talt fraværende far og hans rige familie, der er mere optagede af at opretholde facaden og familiefirmaet end i at tage sig af en præ-teenager.
Hvis man troede at den østrigske auteur med »Amours« anslag af varme var blødt op på sine ældre dage, tog man grueligt fejl. »Happy End« er en iskold og knivskarp observation af menneskeracen i dens mest hverdags-usympatiske hjørne. Her er ganske enkelt ikke en eneste karakter, man kan holde af. Til gengæld er der masser af bitre grin og noget at tænke over i beskrivelsen af en familie bestående af lutter fortabte sjæle, der kun holdes sammen af det fælles navn de bærer.
Her er simpelthen så meget vrede og foragt, at det ville være nok til at forsyne en mindre landsby med energi i døgndrift, hvis man vel at mærke kunne omsætte den slags til noget fornuftigt. Vreden synes at være det eneste kommunikationsmiddel der stadig fungerer mellem generationerne.
Selv Eves fars tilsyneladende brændhede beskeder til elskerinden (af den slags, der kun kan lade sig gøre på fransk) føles hule og kolde - som en videooptagelse af en brændende pejs. Men hvordan skulle man også kunne forvente, at mennesker der ikke er i stand til at se hinanden, skulle være i stand til at kommunikere med hinanden?
Kun to mennesker i hele miseren kan se klart : den delvist demente bedstefar, der med kynikerens resignation gør hvad han kan for at afslutte sin meningsløse eksistens. Og barnebarnet, der har mere på samvittigheden end en 13-årig burde have. Hvis hun vel at mærke er i besiddelse af en samvittighed. Man tvivler undervejs.
Det hele er fortalt på baggrund af den eksisterende flygtningekrise. Ikke at der gøres et stort nummer ud af det – de er der ligesom bare, flygtningene. I baggrunden, i køkkenet, næsten ude af øje og helt sikkert ude af sind for de fleste af de bedsteborgerlige zombier, der vandrer gennem Hanekes film uden øje for hverken dem eller de mennesker, de ellers skulle forudsættes at holde af. Men som en af karaktererne siger til en anden: »Jeg ved godt, at du ikke elsker nogen. Det gør ikke noget«.
Hvilket selvfølgelig er en lodret løgn. Det gør alt. Og det gør, at alt bliver til intet.
»Happy End« er ikke en film, man bliver i festhumør af. Det er til gengæld en film, man går hjem og tænker over – og måske bliver man så lidt gladere for sit eget liv. Trods alt.
»Happy End«
Instruktør: Michael Haneke. Medvirkende: Isabelle Huppert. Jean-Louis Trintignant
