En bitter helt

»Jeg var nødt til også at have hans personlige historie med«, siger den danske instruktør Peter Anthony, der med »The Man Who Saved the World« har skabt en »spillefilm med virkelige mennesker«. Det var den måde, han kom tættest på sandheden om russiske Stanislav Petrov, der i 1983 var med til at forhindre en atomkrig mellem USA og USSR.

I 2006 bliver Stanislav Petrov (længst til venstre) inviteret til New York af FN, der ønsker at tildele ham en pris for hans indsats. Peter Anthony er med og foreviger hans møde med flere Hollywoodstjerner, blandt andre Robert de Niro (nr. 2 fra venstre) og Matt Damon (nr. 3 fra venstre). Foto fra filmen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kameraet går helt tæt på hånden, der holder en ølflaske, løfter, drikker. Manden bag hånden hoster og spilder ned af sig selv. Hoster igen. Det gør ikke den store forskel, for skidtet ligger tæt på gulvet i den slidte lejlighed. Det samme gør de tomme vodkaflasker…

Sådan starter danske Peter Anthonys dokumentarfilm »The Man Who Saved the World«, der nu har fået dansk premiere.

Er det en helt, vi ser? Ja, men ikke én, der har gjort meget væsen af sig. En helt, der er blevet glemt af verden, og derfor nu er sunket ned i bitterhed og alkohol i en lille slumlejlighed i byen Fryazino, 50 kilometer nordøst for Moskva.

 

Det er der Peter Anthony finder Stanislav Petrov for snart ti år siden og beslutter at fortælle hans historie. Om dengang han reddede verden.

»Jeg kan huske, at vi kørte og kørte, indtil asfaltvejen stoppede, og der kun var jordvej. Så kom vi til noget russisk betonbyggeri, et virkeligt hårdt område, hvor der ikke var andet end nynazister med helt kortklippet hår og grønne jakker. Trappeopgangen lugtede af tis. Da døren gik op, stod han så der, Stanislav, og jeg blev fuldkommende starstruck, på trods af, at han bare var en lille, sølle ubarberet mand i skovmandsskjorte med huller, der så ud, som om han ikke havde spist i flere måneder.«

Lejligheden var præcis så beskidt og forfalden som filmens indledende scene viser. Men Peter Anthony lagde mærke til, at der bag støvet var klunkegardiner og falmet rosa. En feminin stil – uden en kvinde tilstede.

»Der vidste jeg , at der også var en anden historie, der ikke var blevet fortalt. At jeg var nødt til også at have hans personlige historie med.«

 

Det skulle vise sig at være lettere tænkt end gjort.

Men lad os først spole næsten 32 år tilbage. Til natten mellem 25. og 26. September 1983. Natten, der kunne have ændret verdenshistorien, men i stedet kun ændrede Stanislav Petrovs liv. Han var vicechef i analyseafdelingen på det hemmelige sovjetiske militæranlæg Serpukhov-15, og havde været med til at designe de computersystemer, der via spionsatelitter holdt øje med missiler på vej mod USSR. Han skulle ikke have været på arbejde, men en officer i driftafdelingen var blevet syg, og Petrov havde taget hans vagt. Derfor var det et rent tilfælde, at det var ham, der fik det overordnede ansvar, da alarmen lød lidt over midnat. Et missil var blevet registreret, med kurs fra USA mod USSR. Snart dukkede ét til op, og ét til… fem i alt. Den militære protokol var klar: tøv ikke, og informer Kreml om angrebet, så de kan besvare angrebet med hele deres styrke. Men Stanislav Petrov tøvede. Hvis Rusland sendte missiler mod USA, ville op mod 100 millioner amerikanere dø i første angreb, og tredje verdenskrig bryde ud. Og noget føltes forkert. Stanislav Petrov slog hjernen fra og hjertet til – og løj om angrebet.

En heldig beslutning skulle det vise sig, for der var ingen missiler i luften. Men Stanislav Petrov havde ikke fulgt protokollen, og i stedet for medaljer fik han en reprimande og tog snart efter sin afsked fra militæret. Ifølge ham selv for at passe sin kone, der var syg af kræft.

Historien om natten i kontrolrummet – og historien om Stanislav Petrovs kone - er rekonstrueret som en spændingsmættet fiktionsfilm i »The Man Who Saved the World«. Dels for at give historien den følelsesmæssige intensitet, Peter Anthony følte den fortjente, men også fordi Stanislav Petrov viste sig at være svær at interviewe. Opdraget som han var i det russiske statssystem, havde han lært ikke at afsløre hemmeligheder, og det sad så dybt i ham, at han ændrede i sin historie, hver gang kameraet blev tændt. De personlige sorger holdt han tæt ind til livet, som var de i virkeligheden mere dyrebare end statshemmelighederne.

»Han startede med at sige nej. »Jeg er ikke interesseret i at vi følelser foran kameraet, og jeg er ikke interesseret i at snakke om det her.« Når vi satte kameraet op, sagde han kun sådan nogle helt gængse ting - »min kone døde, og det var der jo ikke rigtigt noget at gøre ved« - men når vi tog kameraet væk, kom det hele bare ud. Han kom så langt ud den aften, at der er noget, der er smadret i ham, og det har haft konsekvens for hele hans liv. Det er der ingen tvivl om, men det er ikke noget, en russisk mand er stolt over at sidde og fortælle. Men jeg ville have det med.«

 

Derfor opfandt Peter Anthony en metode, som han selv kalder både »kynisk« og »nødvendig«.

»Egentlig havde jeg tænkt filmen som en klassisk dokumentar, hvor kameraet følgerPetrov, mens han sidder og fortæller, men jeg fandt hurtigt ud af, at hvis jeg gjorde det, så ville jeg få en udvandet og retoucheret udgave af hans rigtige historie, som han jo har haft 30 år til at sidde og tænke over. I 1983 var han under så stort et pres, at han var nødt til at slå intellektet fra og tænke med maven. Så jeg tænkte; »Hvad nu, hvis vi gjorde det samme?« Så vi pressede og pressede og pressede. Vi satte så mange kameraer og så meget lyd på ham som overhovedet muligt – og lige pludselig snappede det bare. Så kom det. Så kan man sige – hvad er så virkeligheden? Jeg tror, at den virkelige historie er den, der kommer, når han ikke hele tiden går rundt og bruger sin hjerne til at forklare eller definere, hvorfor han traf de valg, han gjorde.«

 

Store dele af »The Man Who Saved the World« består af rekonstruktioner, og Peter Anthony er klar over, at hans måde at skildre virkelige hændelser på og hans tilgang til Stanislav Petrov sandsynligvis vil støde dokumentarister af den klassiske journalistiske skole.

»Det er også derfor, jeg i de allerførste scener gør det klart for publikum, at det her er en instruktørfilm med faste kameraindstillinger og så videre. En spillefilm med rigtige mennesker. For mig var det vigtigste ikke formen, men at få den rigtige historie ud. Når han optræder offentligt, er han slet ikke den Stanislav ,jeg kender. Så er han pæn og bander ikke og har nærmest en russerhat på. Det var ikke ham, jeg var interesseret i. Da jeg voksede op, syntes jeg, at Superman var den kedeligste helt på kloden, fordi han kunne det hele – der var ikke nogen brydninger i ham. Stanislav er en mand, der har gjort noget fuldstændigt fantastisk, men også bare et menneske som os andre, der også har sine dårligdomme, som drikker og som nogle gange er sin egen værste fjende, fordi han har et stort temperament og et stort ego og føler sig forsmået. Det synes jeg er smukt. Jeg bliver altid fuldstændigt forelsket i sådan nogle mennesker.”«

 

»The Man Who Saved the World« er historien om en usandsynlig helt. En mand, der går mod et helt system, fordi han følger sit hjerte. En mand, der er bøjet af skæbnen, men aldrig helt knækket. Men det er også historien om en trussel, der har været glemt en smule siden Den kolde krigs ophør, men i dag måske er mere aktuel end nogensinde; truslen om atomkrig. En krig som Stanislav Petrov selv er overbevist om vil komme.

»Det er kritisk,« siger Peter Anthony.

»Næsten hvert år får man nye tal på, at der er solgt plutonium der og der. Jeg har ikke den store frygt for, at der fyger amerikanske og russiske missiler afsted i morgen, men jeg er helt sikker på, at det kommer til at ske. Ligesom Stanislav. Man kan godt blive bange for, hvad der sker i Mellemøsten. At de her lande har eller er ved at have atomvåben. Under arbejdet med filmen har jeg talt med Richard E. Burt, der var amerikansk ambassadør i Berlin under Den kolde krig, og han er vanvittigt bange for det. Alt det, han troede var overstået, tror han er på vej til at ske igen. Hvis man spørger verdens forskere, hvad de mener udgør den største risiko for, at Jorden vil gå under, så svarer de enstemmigt »atomvåben«, men de unge i dag ved ikke noget om det.«

Derfor er Peter Anthony også ekstra glad for, at ikke mindst de unge har taget filmen til sig, når den er blevet vist rundt omkring på filmfestivaler. Og han tror, det skyldes, at han taler et filmsprog, de unge kan forstå.

»Jeg orker ikke rigtig alle de der diskussioner om fiktion og dokumentar. Jeg kalder mine film for »film«, og »The Man Who Saved the World« har vundet priser på både dokumentarfilmfestivaler og spillefilmfestivaler, så den kan begge dele. Især er kvinder mellem 18 og 29 år oppe at køre over de. Den rammer dem lige i hjertekulen. Uanset om de ellers er ligeglade med politik og ikke interesserer sig for krigshistorier.«