Mørke skyer dækker himlen, og frygtelige farer lurer overalt. De onde har masser af magt.
Vi nærmer os nu slutningen på den vældige saga om den unge troldmand Harry Potter, og det er nok godt det samme, for den humørfyldte charme og uskyld, der prægede de første film i serien, er forsvundet. Potter-krøniken er simpelthen ved at blive voksen, og det klæder den ikke ubetinget.
Det symboliseres ved, at vi i den nye film slet ikke kommer i nærheden af trylleskolen Hogwarts. Derimod færdes vi ofte i storslåede landskaber, hvor den ubrydelige trio Harry, Ron og Hermione rejser rundt for at finde nogle horcruxer (nej, vi kan ikke forklare, hvad de er), som de skal ødelægge for at knuse den skrækkelige Lord Voldemorts magt.
Blandt andet takket være disse skuepladser fjerner filmen sig fra seriens oprindelige fiktion og nærmer sig en form for realisme, der gør den mindre eventyrlig og mere barsk og brutal. Man kan sige, at Harry Potter har fået hår på brystet, men spørgsmålet er, om man har lyst til at se de hår?
Der er også noget galt med filmens struktur, selv om det igen er den dygtige Steve Kloves, der har bearbejdet og komprimeret J. K. Rowlings roman.
Bliver tung i gumpen
Handlingen begynder ret forrygende med, at man tryller en hel håndfuld Potter-kloner frem for at narre fjenden, og snart går den vilde jagt. Men midtvejs i filmen går den delvis i stå, og tempoet bliver trægt på grænsen til det trælse.
Man kan desuden indvende, at filmen i sin stræben efter en mere »voksen« stil har for mange ordinære menneskelige skurke og for få festlige eller farlige fabeldyr. Men man må straks tilføje, at David Yates, der her har instrueret sin tredje Potter-film, stadig har sans for det spektakulære.
I en formidabel sekvens fra Ministeriet for Magi ligner filmen et værk af Terry Gilliam, mens et indlagt animeret eventyr får én til at tænke på Tim Burton, så træt repetition kan man ikke beskylde filmen for.
Men en vis barnlig og uspoleret glæde forsvinder, når Harry er blevet gammel nok til at kysse en pige og i øvrigt får alvorlige anfald af humørsyge ligesom Frodo i »Ringenes Herre«.
Et gensyn med det spøjse væsen Dobby er til gengæld hyggeligt, og filmen bekræfter, hvad hele serien har vist os, nemlig at kvinderne er de klogeste. For når det virkelig brænder på, er det Hermione, der mobiliserer en kvik løsning. Hun spilles stadig indtagende af Emma Watson over for den intense Daniel Radcliffe som Harry og den gemytlige Rupert Grint som Ron.
Eminente skuespillere
Desuden prydes filmen ligesom sine forgængere af et væld af eminente britiske skuespilleres veloplagte optræden i ofte ganske små biroller.
Ralph Fiennes som den næseløse Voldemort ser man mere til i denne film end tidligere, hvorved han bliver mindre uhyggelig, og generelt er de komiske bifigurer som f.eks. Emma Thompsons festligt forfjamskede lærerinde skåret fra til fordel for mere skumle og dystre personer.
Når Harry og Ron og nogle af Voldemorts håndlangere beskyder hinanden med deres tryllestave, er vi tæt på at befinde os i en traditionel actionfilm.
Dette er første halvdel af den syvende og sidste film om Harry Potter - anden halvdel får premiere 15. juli 2011 - og man må alt i alt beundre serien for løbende at forny sig med frodig fantasi.
Men på en måde er det lidt vemodigt at se Harry Potter blive voksen, for nok er historien om ham stadig underholdende, men hans bedrifter er altså ikke nær så sjove, som de var engang.
»HARRY POTTER OG DØDSREGALIERNE - DEL 1«: (»Harry Potter and the Deathly Hallows, Part 1«). Britisk film, instrueret af David Yates. To timer og 26 minutter. Tilladt for børn over 11 år. Imperial, CinemaxX, Palads, Falkoner og Empire i København samt biografer landet over.
