Dynamisk duo i førerbunkeren

Der er ikke noget nyt, originalt eller dybt over Roland Emmerichs komiske actionbasker »White House Down«, der ikke vil andet end underholde. Det er ikke kunst – men det er bestemt heller ikke kedeligt.

Channing Tatum giver den gas som John McClane-klon overfor Jamie Foxx’ streetsmarte præsident. PR-foto Fold sammen
Læs mere

Præsidenten ligner Barack Obama, går med sneakers og fyrer vittigheder af til højre og venstre – når han da ikke lige bliver beskudt af onde terrorister. Det er nye tider indenfor den ellers notorisk selvhøjtidelige action sub-genre: Angreb på Det Hvide Hus.

Jamie Foxx er præsidenten, der prøver at skabe fred i Mellemøsten ved hjælp af dialog frem for krigsførelse, mens Channing Tatum er sikkerhedsvagten John Cale, der drømmer om at bliver ansat i Secret Service. Ikke så meget ud fra patriotiske idealer om at beskytte præsidenten, som han ikke engang har stemt på, men for at imponere sin 11-årige datter, der synes, at far er lidt af et fjols. Cale får sin store chance, da onde terrorister indtager Det Hvide Hus – og tager hans datter, der er på rundvisning, som gidsel. Snart er Cale nemlig den eneste mand, der kan redde præsidenten – og dermed den frie verden som vi kender den (nej, mindre kan ikke gøre det!)

Velkendt plot

Synes du, at plottet lyder bekendt? Så er det nok fordi det minder ikke så lidt om plottet i Antoine Fuquas »Olympus Has Fallen«, der havde dansk premiere i april med Gerard Butler og Aaron Eckhart i rollerne som henholdsvis secret service-agent og præsident i fare. Men hvor »Olympus has Fallen« var klodset, humorforladt og selvhøjtidlig, er »White House Down« serveret med et stort selvironisk glimt i øjet.

Vel er her bulder og brag til den store guldmedalje, og vel rasler klicheerne om ørerne som pudset fra de hvide vægge. Men Roland Emmerich er ligeglad med, at det hele er lidt latterligt – han fejrer faktisk ligefrem usandsynlighederne og understreger tydeligt, at han ikke prøver at lave kunst eller gøre os klogere på verden eller menneskeheden – han vil bare underholde. Hans præsident er et kærligt nik til Obama, og John Cale er modelleret direkte efter »Die Hard«s John McClane – fra navnet til den hvide undertrøje og de kække replikker. Og missionen lykkes.

Til trods for at »White House Down« med en spilletid på 131 minutter er mindst tyve minutter for lang, er underholdningen konstant. Jamie Foxx og Channing Tatum har en forrygende kemi, og Joey King tager kegler som John Cales handlekraftige datter Emily, der sikkert en dag bliver præsident i stedet for præsidenten, hvis hun holder samme stil.

Hvad: White House Down
Hvem: Instruktør Roland Emmerich.
Medvirkende: Jamie Foxx, Channing Tatum
Hvor: Premiere over hele landet