Dukker er altid uhyggelige

Tip: Der er noget grueligt galt, når voksne mennesker kalder deres dukker "generte og frygtsomme".

Uhyggen i »The Boy« fik Berlingskes anmelder til at rykke uroligt rundt i sædet. Foto: PR Fold sammen
Læs mere

Når der dukker en klovnemaske og et gammelt engelsk herresæde op allerede i introduktionssekvensen i en gyserfilm, giver det bange anelser af den forkerte slags. Omvendt så undgår man nok ikke mindst et par klicheer i en gyserfilm, og alt i alt viser »The Boy« sig heldigvis at være temmelig original.

Et ældre ægtepar har ansat den unge pige Greta (Lauren Cohan, kendt fra TV-serien »The Walking Dead«) til at passe deres lille pode ved navn Brahms, mens de skal på en sjælden ferie. Han viser sig at være en dukke i drengestørrelse. »Genert og frygtsom« påstår de, at han er. Ægteparret har angiveligt haft svært ved at komme sig over, at deres rigtige søn døde som otteårig.

Da Greta bliver alene i huset, begynder dukken så småt at røre på sig, og i takt med det roterede jeg uroligt rundt i biografsædet og faldt for det ene diskrete chok efter det andet. Uhyggen er krybende og holder også rimeligt godt, da den store hemmelighed bliver afsløret og spændingen bliver mere konkret.

Hvad: The Boy. Hvem: Instruktør: William Brent Bell. Medvirkende: Lauren Cohan, Rupert Evans. Hvor: Premiere over hele landet.