Duk dig for dinoen

I »Jurassic World« slippes en ny gigantisk dinosaurus løs på Isla Nublas, hvor også den første »Jurassic Park« fra 1993 foregik. Det går – selvfølgelig – helt galt. Det samme kan man heldigvis langt fra sige om filmen, der har etterens høje energi og spænding.

Løb for livet! »Jurassic World« er proppet med effektive actioneffekter, der for en gangs skyld ikke behøver at aflede opmærksomheden fra selve historien, der er både god og fængende – og meget lig den oprindelige historie i »Jurassic Park«. Fold sammen
Læs mere

Var du vild med »Jurassic Park«, vil du højst sandsynligt også juble over »Jurassic World«. Instruktør Colin Trevorrow har nemlig taget alt det bedste fra etteren, og styrer behændigt udenom de fodfejl, der gjorde de to efterfølgere »The Lost World: Jurassic Park« og »Jurassic Park 3« værdige til en plads i glemmebogen.

 

22 år er der gået, siden Jurassic Park blev raseret af de genskabte dinosaurusser. Siden er John Hammonds drømmepark blevet genskabt i en større, vildere og angiveligt sikrere version. Efter ti år er besøgstallene dog dalende, og derfor har parkens genforskere skabt en ny attraktion; en genmanipuleret mega-dinosaur, der både er større, hurtigere og farligere end en T-Rex – og lynende intelligent. Det er selvfølgelig en utroligt dårlig idé, for bæstet slipper fri – netop den dag hvor parkleder Claires to nevøer er på eventyr i parken. Nu er der kun en mand, sikkerheds- og dinosaurusekspert Owen Grady, der kan redde parken og de 20.000 besøgende.

 

»Jurassic World« er udtænkt at Steven Spielberg, der også stod bag de oprindelige »Jurassic Park«-film, og han har, klogeligt, valgt at ignorere film 2 og 3 og fortsætte fortællingen direkte fra »Jurassic Park« - både tidsmæssigt og tematisk. »Jurassic World« er ligesom sit forlæg en historie om menneskeligt (videnskabeligt) hovmod, der står for fald, om tidens forlystelseskultur, hvor kun nyheder gælder og om at naturen fortjener respekt – fordi den både er mere fantastisk og mere farlig, end de fleste mennesker forstår. De opbyggelige budskaber er pakket ind i effektiv action i et hæsblæsende højt tempo, neglebidende spænding på vores centrale karakterers vegne og velplacerede glimt af humor. Chris Pratt og Bryce Dallas Howard er velcastede som Owen og Claire – men det er de mange dinosaurusser, der spiller hovedrollen, og hold nu op, hvor er de godt lavet! Når en af de helt store åbner gabet og brøler ud mod publikum, er det lige før man mærker det stinkende savl i panden – ikke mindst, hvis man er så heldig at kunne se filmen i IMAX 3D.

Hvad: »Jurassic World«.

Hvem: Instruktør Colin Trevorrow. Medvirkende: Chris Pratt, Bryce Dallas Howard.

Hvor: Premiere over hele landet i 2D, 3D og IMAX 3D