Drømmen om et evigt liv

Den danske »Ved Verdens Ende« kan ikke finde ud af, hvilken slags film den gerne vil være.

Den vittige og attraktive Birgitte Hjort Sørensen – her sammen med Nikolaj Lie Kaas – får et smukt gennembrud i den ellers ikke særligt vellykkede "Ved Verdens Ende". Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ude i Indonesien befinder sig en dansker, som hævder at være født i 1880 og udødelig takket være en mystisk hvid blomst i junglen. Nu sidder han fængslet efter at have slået et helt TV-hold ihjel for at beskytte sin blomst, og den kejtede kriminalpsykiater Adrian sendes derfor sammen med sin irriterende sekretær Beate til Jakarta for at mentalundersøge den fængslede. Er han skør eller ej?

Situationen er selvfølgelig ikke udpræget realistisk, men kunne godt have været udgangspunkt for en underholdende film i en eller anden genre – f.eks. thriller, komedie eller seriøst drama. Problemet er imidlertid, at Tomas Villum Jensens »Ved Verdens Ende« vil være det hele og derfor ender med ikke rigtigt at være nogen af delene – den er en underlig rodebutik af en film, som med jævne mellemrum skifter rytme og tonefald på helt meningsløse måder, så tilskueren mest af alt bliver desorienteret.

Manuskriptet er af Anders Thomas Jensen, der tidligere har arbejdet sammen med Tomas Villum Jensen om den ret sjove »Solkongen«. Den foregik på Fyn, hvor de to Jensen’er klart er mere på hjemmebane end ude i en fjern urskov, selv om man nok kan øjne ambitionen bag dette filmiske sammensurium – ved at kombinere sort humor med vild vold har de villet lave en kæk og fræk kitschfilm à la Quentin Tarantino, og faktisk kan »Ved Verdens Ende« godt ligne en forkrøblet lille fætter til »Inglourious Basterds«. Hvad man gerne må opfatte som en anbefaling, hvis man vil, selv om det ikke er ment sådan.

Næsvis og sødmefuld

I den danske film kommer Adrian, Beate og den påstået udødelige Severin på hektisk flugt gennem junglen forfulgt af såvel det meget brutale indonesiske politi som en ikke nærmere defineret britisk bande ledet af en heftigt overspillende Steven Berkoff. Handlingen slingrer hid og did som en form for halvironisk action, og dens højdepunkter er en række enorme skudkampe, hvor talrige mennesker skvatter døde om. Hvad der desværre hverken er sjovt eller sørgeligt.

Det siger sig selv, at Nikolaj Lie Kaas som den smugrygende neurotiker Adrian og Nikolaj Coster-Waldau som den gådefulde voldsmand Severin spiller upåklageligt, og det samme gør naturligvis navne som Birthe Neumann og Nicolas Bro i biroller. Men det bedste ved denne konfuse rabalderfilm er dog helt klart Birgitte Hjort Sørensen, der skaffer sig et gedigent gennembrud med sin både vittige og sexede præstation som den i begyndelsen øretæveindbydende, men efterhånden beundringsværdigt handlekraftige Beate spillet med en udsøgt kombination af det næsvise og det sødmefulde. Birgitte Hjort Sørensen er lige ved at redde filmen.

Helt til at redde er den dog ikke, og selv de drengerøve, som den primært ønsker at appellere til, vil uden tvivl blive skuffede over den ualmindeligt slatne slutning. Så eftersom vi ved, at Tomas Villum Jensen og Anders Thomas Jensen er talentfulde mennesker, kan vi ikke gøre andet end lidt slukøret ønske dem bedre held næste gang.