Drømmen om det perfekte system

I sin første dokumentarfilm i seks år, »Where to Invade Next«, besøger en på samme tid blødere og knivskarp Michael Moore Europa for at vise USA, hvordan tingene – også – kan gøres.

Michael Moore drager ud i verden for at hente de bedste ideer med hjem til USA. Foto: PR Fold sammen
Læs mere

Det er en langt blødere Michael Moore, vi møder i »Where to Invade Next« end hidtil set. En Michael Moore, der ikke er vred og på krigsstien, men snarere bekymret.

Som en far til en teenager på afveje, der skiftevis ryster opgivende på hovedet og prøver at komme med opmuntrende råd, vel vidende at han for det meste taler for døve øren.

Det er en effektiv og afvæbnende fortællestrategi, der tillader Moore lige så stille at dryppe malurt i bægeret, uden at vi opdager, at tingene gradvist bliver mørkere.

For vi kan ikke alene lære af hinanden, vi kan også lære af historien. Ikke mindst dens mørkere kapitler.

Til at begynde med er det en legesyg Michael Moore vi præsenteres for. I et forsøg på at vise USA, hvor meget federe de fleste lande i Europa er, tager han til vores kontinent for at erobre – ikke lande, men gode ideer.

Han tager blandt andet til Italien, hvor et solbrændt par fortæller om betalt ferie, til Finland, der har verdens bedste skolesystem, til trods for at eleverne aldrig har lektier for og kun går i skole få timer om dagen, og til Slovenien, hvor selv udenlandske studerende kan tage en uddannelse helt gratis.

Holocaust og Utøya

Det er underfundigt og stærkt underholdende, også selv om man aldrig med Michael Moore helt kan slippe bevidstheden om, at det kun er et nøje udvalgt udsnit af sandheden, vi bliver præsenteret for. Det, der giver hans film den stærkest mulige effekt.

Men undervejs trænger mørkere toner ind. I Tyskland sætter han fokus på den måde, hvorpå skolebørn bliver undervist i holocaust med henvisning til, hvor vigtigt det er at kende historien for at undgå at gentage den.

Noget, påstår Michael Moore, der aldrig ville ske i USA, der er bygget på ligene af sorte slaver og indianerstammer.

Også et besøg i Norges åbne fængselssystem, hvor selv mordere får en chance for rehabilitering, får en mørk tone med beretningen om Utøya og et interview med en far, hvis søn blev skudt af Anders Breivik, uden at faderen af den grund føler sig berettiget til at gøre gengæld.

»For hvorfor skulle jeg synke ned på hans niveau?« Det er tankevækkende.

I stigende grad kommer det billede, Michael Moore tegner af Europa, til at ligne et kludetæppe af den perfekte verden; lidt af det, lidt af det og lidt af det. En idealistisk drøm, man kan stræbe efter, men kun hvis alle økonomiske magtinteresser tages ud af ligningen.

Kan man forestille sig det?

Hvad med Danmark?

Undervejs kryber tanken »hvad med Danmark?« ind. Vi har tidligere brystet os af at have verdens bedste velfærd, bedste skolesystemer og så videre. Men hvordan står det egentlig til i dag?

Hvis Finland har verdens bedst uddannede unge, selv om skoledagene er korte, og indlæring i høj grad går gennem leg, mens vi herhjemme pumper skoledagene op til noget, der ligner fuldtidsarbejde for voksne – hvad siger det så om os?

Netop det er Michael Moores force: Han fortæller historien om USA, men undervejs giver han os nok stof til, at vi kan stille de samme kritiske spørgsmål til os selv. Og måske blive lidt klogere.

Hvad: »Where to Invade Next«.

Hvem: Instruktør Michael Moore.

Hvor: Premiere over hele landet.