Drømmen om Amerika

Skuespilleren Sean Penn foretager endnu en vild transformation i Paolo Sorrentinos »This must be the place«.

Filmplakat. Fold sammen
Læs mere

Det er en markant 1980er-atmosfære, der er drevet ind i Paolo Sorrentinos »This must be the place«. Det skyldes ikke mindst hovedrolleindehaver Sean Penns iøjenfaldende udseende i filmen, hvor han spiller den 50-årige rockstjerne, Cheyenne, der tilbringer dagene med at lægge tung goth-makeup og trisse tungsindigt rundt i Dublins supermarkeder med en kuffert på hjul. Cheyenne keder sig i sit royalities-finansierede forstadspalads, selvom hustruen Jane (spillet af Frances McDormand) energiskt holder hans liv i gang som elsker, terapeut og fitness-træner. Det hjælper heller ikke, at Cheyenne i årevis har haft karrieren på mental stand-by, som følge af to teenageres selvmord under inspiration fra sangerens depressive tekster.

Instruktøren Sorrentino har brugt den arketypiske forsanger fra The Cure, Robert Smith som forlæg for Cheyenne, men det er ikke den eneste grund til at man føler sig hensat til 80erne. Da Cheyenne rejser til USA for at tage sig af sin døende far, er den excentriske Talking Heads-forsanger David Byrne (der spiller sig selv) eksempelvis et af de første mennesker, han møder. Men 80-stemningen er langt fra til ende, for »This must be the place« forvandler sig da til en billedbombarderende road movie, som kunne have været skrevet og filmet af det daværende årtis daværende toneangivende filmkunstnere, Jim Jarmusch, David Lynch eller tyske Wim Wenders. I særdeleshed sidstnævnte, fordi Sorrentino kaster et karakteristisk europæisk blik på det amerikanske Midtvesten, hvor alt hverdagsligt har et pudseløjerligt, surrealistisk skær. Hvor billedet af en tom villavej ved aftenstide først fuldendes, da en tyk mand i supermandskostume spadserer hyggeligt hilsende forbi.

Sorrentinos amerikanske drøm er af den type, man vågner fra med et skævt smil om munden og en kvalm følelse af deja vu. Da Cheyenne møder en karakter spillet af Harry Dean Stanton, føles filmen næsten en som ufrivillig sequel til Wenders’ 80-kultfilm »Paris, Texas«, som Stanton havde hovedrollen i.

Til gengæld synes Cheyenne at vågne af sin søvngænger-dvale, da han overtager sin faders livsmission: at finde den tudsegamle naziforbryder, der en gang ydmygede faderen i Auschwitz. Cheyenne går i kompagniskab med den Simon Wiesenthal-lignende nazijæger Mordecai Midler (spillet af Judd Hirsch), og den fallerede rockstjerne og den alvorsfulde seniorkriger udgør bare en af mange voldsomme kontraster i »This must be the place«, der holder nysgerrigheden i live, men også gør det svært at finde ind til følelserne hos filmens karakterer.

Sorrentino imponerede i 2008 med den tegneserie-stiliserede film »Il Divo«, et ætsende satirisk portræt af Italiens tidligere, mafiabefængte premiereminister Andreotti. I »This must be the place« er den døsige postmoderne atmosfære påført et diffust Holocaust-budskab om at tilgive bødlerne, men får ikke som »Il Divo« trukket tilstrækkeligt meget kant op til rigtig at engagere. Hovedindtrykket er snarere avanceret rockvideo, og Sean Penn i endnu en kamæleon-rolle.