Drengerøvs pubcrawl bliver overnaturlig

Efterfølgeren til den morsomme drengerøvstrilogi, »Shaun of the Dead«, »Hot Fuzz« og »Paul«, lever desværre ikke op til forgængerne.

Gamle venner mødes på dødsruten, men intet er som det ser ud til at være i deres barndomsby. Foto: PR Fold sammen
Læs mere

»Shaun of the Dead«, »Hot Fuzz« og »Paul« er en meget morsom drengerøvstrilogi af instruktøren Edgar Wright og de to filurer Simon Pegg og Nick Frost, som både skriver manuskripter og spiller med i filmene.

Desværre lever triumviratets fjerde film ikke op til det høje niveau. Selv uden de forrige film i erindringen vil den skuffe mildt.

Oplægget er ellers morsomt. Pegg spiller den evige ungkarl, der gerne vil have fire nu ret kedelige og satte venner med på en nostalgisk omgang pubcrawl i den provinsby, hvor de voksede op. De føler sig som fremmede i byen, og det er ikke kun fordi, de er blevet ældre, men også fordi befolkningen langsomt er erstattet af væsener fra det ydre rum.

Lige da det går bedst med vittighederne om modsætningen mellem festaben og de voksne, smides der en science ficton-drejning på bordet. Desværre har de engelske komikere fået et for stort elektrisk tog at lege med denne gang, og selv om de stadig sine steder er et sympatisk bekendtskab, bliver historien for tynd.

Hvad: »The World’s End«.

Hvem: Instruktør: Edgar Wright. Medvirkende: Simon Pegg, Nick Frost, Paddy Considine, Martin Freeman.

Hvor: Premiere i København, Aarhus, Odense og Aalborg.