Drengen og ørnen

Det ved vi fra Nikita Mikhalkovs uforglemmelige »Urga« fra 1991, og nu bekræftes det af René Bo Hansens mere forglemmelige »Ørnejægerens Søn«, der er en underlig tingest. Instruktøren er dansk, men filmen er en tysk-svensk produktion og får ikke premiere i centrum af København. Den fortæller da også en yderst spinkel historie om den 12-årige Bazarbai, der ude fra en fjern provins rejser ind til den pulserende hovedstad Ulan Bator, efter at hans fars højt elskede tamme ørn er forsvundet. Ørnen kan ses som et symbol på stolthed og frihed, og med sine etnografiske kvaliteter appellerer filmen mest til det voksne publikum, selv om den lanceres som en børnefilm - men de fleste børn vil nok kede sig over den fragmentariske handling, for som fiktion er »Ørnejægerens Søn« ganske dilettantisk, mens de voksne kan værdsætte den eksotiske poesi og de spektakulære landskaber .