Dokumentarfilm er et hit: Virkeligheden skal ses i stort format

Stadig flere dokumentarfilm får i dag premiere i biografen – noget der var en absolut sjældenhed for bare ti år siden. De store biografiske film, som Asif Kapadias »Amy« om Amy Winehouse, kan sagtens måle sig med solide fiktionsfilm, hvad angår publikumstække.

Tine Fischer, 47, er grundlægger af, og direktør for dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX, der åbner i dag og varer frem til den 15.11. Foto: Søren Solkær Fold sammen
Læs mere

Biografier er godt stof, både i bog- og film­formatet. Det ses tydeligt, når man kaster et blik ned over billetsalget til årets biograffilm. Her ligger britiske Asif Kapadias »Amy« om Amy Winehouse absolut i top med over 64.000 solgte billetter – indtil videre, den går nemlig fremragende på fjerde måned. Også film om Nick Cave og Ingrid Bergman ligger flot med over 21.000 solgte billetter. Et godt stykke over normalen for dokumentarfilm, der typisk ligger på mellem 3.000 og 10.000 solgte billetter.

Men de biografiske film er langt fra de eneste film fra virkeligheden, der lokker danskere i biografen. Hvor dokumentarfilmen for ti år siden som regel kun kunne ses på TV eller ved særlige arrangementer – med mindre emnet var Gasolin eller lignende – er det nu blevet helt normalt at se dokumentarfilm på repertoiret i de danske biografer. I samme periode har dokumentarfilmen udviklet sig fra at være objektive, journalistiske fortællinger til at være historier fortalt med virkemidler, der nærmer sig fiktionsfilmen: Spændings­kurver, rekonstruktioner, animationer og inciterende underlægningsmusik, der alt sammen er med til at skabe et engagement hos tilskueren, der modsvarer fiktionsfilmen. Og det har altså givet pote.

»De film, der kommer i biografdistribution, er alle sammen både velfortalte og æstetisk veludviklede,« siger Tine Fischer, direktør for den aktuelle dokumentarfilmfestival CPH DOX. »For fem år siden gav det mening at sige, at det var en virkelig markant tendens, men i dag er det mere blevet »the name of the game«, at dokumentarfilmen har en æstetisk og dramaturgisk kappe hen over sig, som gør, at de ligner fiktionen på en helt anden måde, end de gjorde for bare fem år siden.«

Berøringsangsten er væk

I dag ligger dokumentarfilmen på linje med de gode art-housefilm i biograferne og sælger typisk mellem 3.000 og 25.000 billetter.

»Det er rigtig flot, når man ser på, at det for ti år siden var normalt, at en dokumentarfilm solgte 1.600 billetter,« siger Tine Fischer, der oplever, at den berøringsangst, biograferne tidligere havde overfor dokumentar­filmen, er forsvundet.

»Konkurrencen for at få fat i de gode biografegnede dokumentarfilm har været fuldstændig ekstrem de seneste to år, og det ser jeg som et tegn på, at både biograferne og distributørerne har set, at der er et voksende publikum til dem. Der er opstået en tradition for at se dokumentarfilm i biografen, som ikke var der for bare ti år siden. Især til de store udfoldede æstetiske portrætter som »Amy«, der sælger rigtigt godt, men også til nogle af de film, vi har på programmet, som »The Wolfpack«,« siger Tine Fischer med henvisning til Crystal Moselles meget omtalte Sundance-vinder om en flok brødre, der er vokset op låst inde i en lejlighed på Manhattan med spillefilm som eneste kontakt til omverdenen. Den får dansk biografpremiere juledag.

»Der er et helt andet marked, der absolut er i vækst. Der er slet ikke den distributørmæssige forsigtighed, som der var for bare fem år siden.«

CPH:DOX rystede genren

Festivalen CPH:DOX, der i år kører på 13. år, har herhjemme været stærkt medvirkende til at vænne biografpublikummet til ikke alene at se dokumentarfilm i større format, men også til at rykke ved opfattelsen af, hvad en dokumentarfilm kan – og ikke mindst må – ved fra føste færd at insistere på også at inkludere film, der nærmede sig grænsen mellem fiktion og dokumentar, og ind­imellem ligefrem overskred den.

»Vi har været med til at ryste genren,« medgiver Tine Fischer. »Dengang, vi startede, pegede folk fingre ad nogle af de ting, vi havde med, og sagde, at »det har ikke noget med dokumentarfilm at gøre, det er simpelthen at gøre vold på genren.« I dag er det måske 60 procent af filmene, der i et eller andet omfang benytter sig af hybride metoder i den måde, de er lavet på, så det er sket rigtigt meget.«

Hun bruger som eksempel Christoffer Guldbrandsens Afghanistan-film »Den hemmelige krig« der ved premieren i 2006 blev mødt af stærk kritik for dens brug af underlægningsmusik, der mentes at forstyrre det objektive budskab, der burde ligge i filmen som dokumentarisk værk. Fire år senere, i 2010, var der premiere på Janus Metz’ Afghanistan-dokumentar »Armadillo«, med et massivt soundtrack og en dramaturgisk udvikling der lænede sig langt mere mod fiktionsfilmen.

»Og det var der ingen, der diskuterede. Både publikum og journalisterne havde accepteret, at dokumentarfilmene bruger helt klassisk fortælleteknik til at fortælle dokumentariske historier,« siger Tine Fischer, der understreger, at selv om hun hilser hybridformerne mere end velkommen, er det stadig vigtigt, at filmene klart formidler, hvornår grænserne overskrides, så publikum ikke bliver ført bag lyset.

I kontakt med seeren

»Der skal være en helt klart kontrakt med seeren. Det behøver ikke at være så eksplicit, som da jeg var barn, hvor der var sådan et lille »R«, der lyste op i højre vindue på TV-skærmen, når der var noget, der var rekonstrueret, men der er brug for, at publikum ved, hvad det er for en type film, de ser. Da vi for ti år siden viste Michael Moore, var der mange journalister, der sagde, at det var manipulation og andet, der lå meget langt væk fra, at han i virkeligheden bare var en glad aktivist med en dagsorden. Når The Yes Men eller Naomi Klein (der er aktuelle på dette års festival, red.) laver film i dag, er det meget tydeligt, at det er en aktivist, der laver en film. Derfor bliver man ikke forskrækket over, at de har et budskab, som bliver tromlet frem. På den måde kan man sige, at den kontrakt er afgørende for, hvor langt det hybride kan få lov til at flyde ud.«

De moderne dokumentarfilm med fuld skrue på de hybride virkemidler er imidlertid også dyrere at producere. Derfor stiller de helt anderledes krav til de danske producenter, der ofte er nødt til at søge investorer i udlandet og gå til filantropiske fonde og EU for at skaffe financiering – ikke mindst i en tid, hvor TV-stationerne ikke længere er så rundhåndede med støtte til de mere kreative dokumentarprojekter.

»Det er en fuldstændigt afsindig kabale at få til at gå op, og man skal være en ret trænet producent for at opretholde sådan en forretningsmodel,« siger Tine Fischer, som fremhæver Signe Byrge, der producerer film for Joshua Oppenheimer, og Sigrid Dyekjær, der har produceret den aktuelle Per Kirkeby portrætfilm »Mand falder«, som eksempler på producere, der forstår at spille spillet.

Mod nye formater

Derfor tror Tine Fischer også, at fremtidens dokumentarfilm vil bevæge sig imod nye formater, nærmere betegnet kortere dokumentarfilm på 5–20 minutter, produceret direkte til nettet:

»Jeg tror, at den korte dokumentarfilm får en helt anden fremtid, end man ville have kunnet forvente for nogle år siden. Både fordi de store dokumentarfilm er så tunge rent financieringsmæssigt og tager lang tid at lave, men også fordi flere og flere dokumentarister har et ønske om at være mere med i et aktualitetsloop. Hvis man har lavet en film om ISIS i Aleppo, så skal den bare ud NU og ikke om tre-fire år.«

»Medieentreprenøren Pierre Omidyar, der bl.a. står bag eBay, har investeret rigtigt mange penge i at etablere nye medieplatforme som The Intercept og en ny platform, der hedder Field of Vision, med en række dokumentarister, blandt andet Laura Poitras, der lavede »Citizen Four« om Snowden. Her er ideen at lave korte dokumentarfilm, som bliver fuldfinancierede på platformen og har en meget kortere produktionstid. Mange af de store medieplatforme gør det samme – New York Times, Guardian. Jeg tror, der kommer til at ske rigtig meget på det felt,« siger Tine Fischer.