Dokumentar om Nick Cave er et bevægende indblik i en kunstners sorgarbejde

”One More Time With Feeling” går tæt på Nick Caves liv efter hans ene søns død.

»Hvad sker der, når noget sker, som er så katastrofalt, at du simpelthen forandrer dig?«

Nick Cave stiller spørgsmålet i dokumentarfilmen »One More Time With Feeling«. Han spørger med sin velkendte, perfekt modulerede stemme, som er skabt til at synge og til at fortælle. Som nu.

Men spørgsmålet står trods den sikre omgang med ordene pivåbent. Det er, som om han virkelig ikke ved, hvad der sker med ham. Hvem han er. At det er blevet sådan, at »når du ser dig i spejlet, genkender du personen i spejlet, men under huden er du en anden.«

Katastrofen, som langt ind i Andrew Dominiks dokumentar forbliver uadresseret, er en tragedie i Cave-familiens inderste: Den ene af parrets to sønner faldt 14. juli 2015 ned fra de 30 meter høje klipper i Brighton, hvor familien bor. Detaljerne kommer filmen ikke ind på, og selv om Cave og hans hustru Susie taler stadig mere om tragedien, der indtraf halvvejs gennem arbejdet med albummet »Skeleton Tree« og denne dokumentar, er det ansigterne, der siger mest: Øjnene, huden, måden, kroppene ikke rigtig kan holde sig oppe under sorgens tyngde. Cave taler selv om »poserne under øjnene, der ikke var der sidste år«, og filmen kredser på den måde ikke kun om sønnens død, men også om hans egen aldring. Ja, om døden, sådan som så mange af hans kristent tonede sange.

Samtidig er filmen et portræt af Cave som kunstner. Hvordan han altid er i færd med at dreje fiktion af virkeligheden, sådan som både Dominik og Warren Ellis – musikeren bag Caves på en gang stoflige og ambiente lydbilleder – er inde på.

Liv efter døden
Cave taler om også selv om det. Men med ny, dyrekøbt indsigt. Alle kunstnere, siger han, drømmer om noget vægtigt at skrive om. Men ikke død så tæt på. For »Traumet«, som han kalder det, »lader ikke noget plads tilbage til fantasien.«

Intet giver med andre ord mening, men han vender alligevel tilbage til studiet for at færdiggøre albummet. Fordi det nu engang er hans måde at være i verden på. Og det er i studiet, en dybt bevægende scene opstår, da den tilbageværende søn kommer på besøg. Det siger sig selv, at det både er uendelig trist og vildt opløftende. At der på den måde er liv efter døden.

Andre steder bevæger filmen sig ind i blindgyder. Som når instruktøren forsøger at tale om det »profetiske« ved de sange, Cave skrev til albummet inden dødsfaldet. Som »Jesus Alone«, hvor han synger »You fell from the sky/crash-landed in a field.«

Men Cave-lyttere ved, at hans tanker og tematikker altid er kommet til udtryk i den slags linjer. At snart sagt alle former for ulykker kan spejles i hans værk.

3D, men uden at tilføre noget meningsfuldt
Og selv om »One More Time With Feeling« er et barsk og inderligt vidnesbyrd om sorgarbejde, er det ikke nogen stor film. Den er optaget i 3D, uden at det tilfører noget meningsfuldt, ligesom den æstetiserede, sølvagtige sorthvid filmen holdes i.

Det er til gengæld frugtbart, at Cave har lagt voice-over over billedsiden. Et smukt, refleksivt lag af ord på ikke mindst optagelserne af arbejdet med sangene, der får filmen til at ligne en hvilken som helst anden rockumentary. Selv om det langt fra er tilfældet.

Hvad: One more time with a feeling
Instruktør: Andrew Dominik
Hvor: Empire, Grand, Cinemaxx