Døden kommer på sneplov

Hans Petter Molands »Kraftidioten« bygger atter på et finurligt og blodigt manuskript af Kim Fupz Aakeson.

PR-foto Fold sammen
Læs mere

For to år siden blev der på filmfestivalen i Berlin åbenbaret en ny treenighed i nordisk film med den norske instruktør Hans Petter Molands sorthumoristiske gangsterfilm »En ganske rar mand«, der var skrevet af danske Kim Fupz Aakeson og havde svenske Stellan Skarsgård i titelrollen som en løsladt eksgangster, der forsøger at undslippe sin fortid – en kombination der var et lige så forfriskende chok som en snebold i fjæset.

Heldigvis indså det nordiske trekløver selv, at de sad med en vindende formel, og i dag er der danmarkspremiere på deres »Kraftidioten«, der finsliber de mange kvaliteter, der gjorde »En ganske rar mand« til moderne, fintunet topunderholdning.

Stellan Skarsgård giver filmen pondus

Det er atter Stellan Skarsgård, der giver filmen pondus som ejeren af et snerydningsfirma. I denne ombæring spiller han Nils, der i begyndelsen af filmen bliver udnævnt til »årets borger« i den lille by, hvor han med metodisk omhu rydder landevejen til byens lufthavn. Alt ville være idyl, hvis ikke det var fordi, regionens gangsterkonge (den formidable »Kontiki«-skuespiller Pål Hagen) benyttede netop denne lufthavn til at importere kokain i mængder, der næsten matcher snebjergene i det omkringliggende landskab. Helt realistisk er denne kombination af kriminalitet og geografi vel ikke, men vi er i en slags semi-eventyrligt område af fiktionens verden, hvor rammerne er vide.

Blod i de norske fjelde

Da Nils’ søn bliver myrdet af gangstere, begynder snerydderen at rydde banditter af vejen helt op til toppen af deres iskolde hierarki, hvorved han samtidig kommer til at udløse en krig med en rivaliserende bande bestående af indvandrede serbere. Ikke siden den norske zombiefilm »Død sne« har de norske fjelde sjappet af så meget blod som i »Kraftidioten«, men volden tempereres af den sorte humor, og pludselige strejf af sympati for de mest besynderlige karakterer, heriblandt en uheldig dansk-japansk hitman, to håndlangere, der skjuler deres homoseksuelle forhold, og en bande serbiske gangstere, der bliver som små børn, når de slås med sne.


 

Hvad: »Kraftidioten«. Hvem: Instruktør: Hans Petter Moland. Medvirkende: Stellan Skarsgård. Hvor: Biografer over hele landet.