God science fiction bygger på gode ideer, og derfor har denne sommersæsons overflod af filmtitler i genren været lidt af en fortløbende frustration for en fan. Der har været et regelret flop som Will Smiths sentimentale »After Earth«, mens andre film som »Pacific Rim« og »Oblivion« udelukkende har glimret med flotte billedsider. Sjældent er kæmperobotter braset til jorden og rumfartøjer styrtet gennem stratosfæren med så meget sug i perspektivet som i disse film, uden dog at bevise andet end at effekter aldrig er nok til at redde tynde historier.
Men selvom Hollywoods departement for science fiction i øjeblikket synes at stagnere i et overbud af 3D-effekter, ser en ny generation af originale filmmagere heldigvis ud til at genfinde ny hårdnakket energi indenfor genren. Alfonso Cuarón (»Children of Men«), Gareth Edwards (»Monsters«) og ikke mindst sydafrikanske Neill Blomkamp er nogle af de yngre instruktører, der med held genbruger og fornyer genrens velkendte temaer.
Blomkamps forrige film »District 9« fik med et beskedent budget udfoldet et brutalt og tankevækkende filmunivers, hvor rumvæsner, der nødlander på Jorden tvinges til at leve i usle shantytowns – altså ikke uligt instruktørens hjemland i apartheid-perioden.
Samtidig forhindrede de politiske og sociale allegorier aldrig »District 9« i at blive usædvanligt spændende, idet Blomkamp kan orkestrere action-sekvenser, så de undgår at føles gentagende eller påklistrede. Når »District 9«s nigerianske organtyve, racistiske politisoldater og frastødende aliens brager sammen med stunguns og macheter – ofte i en og samme scene – er det umuligt at få øjnene væk fra den store larmende fornøjelse.
Der er derfor med et lettelsens suk, at man fire år efter kan konstatere, at Blomkamp med »Elysium« har klaret sin transition til Hollywood og filmbyens fristende kæmpebudgetter med bravour – en manøvre der ofte slår fejl for up-and-coming instruktører.
På overfladen ligner »Elysium« en »District 9« i større skala. I år 2150 lever størstedelen af Jordens befolkning nemlig i armod, kriminalitet og sygdom i en grim kræftsvulst af en slumby. Her forsøger den tidligere straffefange Max (Matt Damon) at holde sig på dydens rette vej som samlebåndsarbejder, selvom han chikaneres af robotpolitiet, der udøver en særdeles hårdhændet nul tolerance-politik overfor menneskene.
Max har næsten opgivet sin livsdrøm om at blive indbygger i Elysium, en menneskeskabt, ringformet kæmpesatellit, hvor milliardærer lever i ubekymret luksus. Men da han, på grund af en tyrannisk boss, udsættes for radioaktiv stråling, og kun har fem dage tilbage at leve i, tvinges han, koste hvad det vil, at skaffe sig adgang til Elysium. Her findes nemlig de avancerede scannere, der kan helbrede alt fra leukæmi til skudsår på få sekunder.
Derved vikles han ind i de kupplaner, som Elysiums forsvarschef Delacourt (Jodie Foster), udklækker i det høje for endegyldigt at tilrane sig magten i Jordens tekno-aristokrati. Samtidig pønser en voldelig oprørsbevægelse ledet af den Che Guevara-lignende Spider (Wagner Moura) at invadere Elysium og fravriste de rige deres privilegier på sundhedsområdet. »Dem og os«-temaet fra »District 9« får altså her en socialpolitisk drejning, der er en tydelig henvisning til Obamas livtag med sundhedspolitikken. Blomkamp lader dog aldrig sit budskab forplumre handlingen, der blandt andet bliver pisket frem af nogle modbydelige håndlangere, der handler på ordre fra den iskolde Delacourt. Heriblandt ikke mindst den psykopatiske Kruger, (den sydafrikanske skuespiller Sharito Copley) der visler sine trusler med bred afrikaans-accent.
For våbenfetichister er »Elysium« en ren overbudsfest, idet der optræder alt fra eksploderende kastestjerner til samuraisværd, der benyttes i stribevis af nærkampe, hvor publikum næsten selv kan mærke ribbenene splintre. Dette er en naturlig konsekvens af Blomkamps evne til sømøst at fusionere computereffekter med realfilm. I modsætning til mange andre aktuelle fremtidsvisioner, bliver computereffekterne aldrig brugt til kun at imponere, men til at overbevise os om, at denne verden faktisk kunne eksistere.
Science fiction på film kan i sagens natur aldrig blive helt så intelligent som den skrevne. Hvorfor er der overhovedet brug for samlebåndsarbejdere i en fremtid, hvor kræft kan helbredes på sekunder? Hvorfor tilkaldes Elysiums præsident til kontrolrummet via et højttaleranlæg og ikke en eller anden personlig søger? Den slags små urimeligheder handler mest om hvad der gør sig bedst på film, snarere end at Blomkamp generelt ikke tænker over denne type »fremtidsanakronismer«, der iøvrigt præger det meste science fiction på film eller bog. »Elysium« er en film, der igen gør det sjovt at tænke over vores fremtid. Hvor dyster den end ser ud.
»Elysium« har premiere over hele landet.
