Diplomati bag kulissen

To aldrende mænd på hver sin mission, et kontor i en krigszone og en overhængende trussel mod byernes by Paris. Det er ingredienserne i den tyske veteran Volker Schlöndorffs fascinerende retoriske kammerspil »Diplomati«.

André Dussolier og Niels Arestrup er to værdige kombattanter i Volker Schlöndorffs »Diplomati« – skiftevis opgivende og dødsensfarlige. Foto: Jerome Prebois Fold sammen
Læs mere

75-årige Volker Schlöndorff bringer sit livs to lande, fædrelandet Tyskland og Frankrig, som han har boet i i lange perioder af sit voksenliv, sammen i et fælles smertenspunkt i kammerspillet »Diplomati«, der på intelligent og tankevækkende vis med enkle virkemidler udfolder et stort drama med mange lag.

Datoen er 25. August 1944. Efter landgangen i Normandiet er de allierede brudt igennem de tyske linjer. Nazisterne er ved at tabe – og de ved det. Hitler er gået fra koncepterne hjemme i Tyskland og befaler, at hvis hans drømmerige skal ende som en rygende ruinhob i både konkret og overført betydning, skal al Europas herlighed forgå med ham. Han beordrer derfor den nyudnævnte tyske militærguvernør i Paris general von Choltitz til at udslette byen – ikke bare dens berømte monumenter som Louvre og Eiffeltårnet, men også alle dens arrogante beboere, der vejrer morgenluft og frihed.

Sprængladningerne er placeret, men på selve morgenen, hvor den storstilede destruktion af Paris skal udføres, får generalen uventet besøg af den svenske konsul Raoul Nordling, der ved hjælp af skiftevis underdanig smiger og direkte trusler forsøger at redde Paris.

Mødet er fiktion, men kunne være foregået. Faktum er, at Raoul Nordling faktisk overbragte general von Choltitz et brev fra general Leclerc og spillede en vigtig rolle i forhandlingerne om overgivelse med færrest mulige tab og skader på Paris, som det er tydeligt, at både Nordling – og Volker Schlöndorff – elsker meget højt.

Retoriske slag minder om argentinsk tango

Filmen er baseret på et skuespil af Cyril Gely, der også har skrevet filmens manuskript. Det kan mærkes på filmen, der til trods for, at Volker Schlöndorff har indrammet det centrale drama i virkelighedsforankrende arkivbilleder, til tider føles som at overvære et filmet teaterstykke.

Det gør imidlertid mindre, når stykket er i så gode hænder, som tilfældet er.

André Dussolier og Niels Arestrup er fremragende som henholdsvis Nordling og Choltitz, hvis retoriske slag er en kamp om status, magt og overlevelse, der skiftevis minder om en dramatisk tango og en stille, lidt trist vals, og undervejs afslører den ellers så stive Choltitz som det menneske, han er, bag de mange ordner og dekorationer på uniformsbrystet.

Det sætter tilskueren i et interessant dilemma; kan man tillade sig at føle sympati med en mand, der var ansvarlig for ødelæggelsen af Rotterdam og deportationen af jøder fra Rusland?

»Diplomati« er et stramt komponeret kammerspil på bare halvanden time båret oppe af to fremragende skuespillere, der til det sidste holder os hen i spænding – til trods for, at vi jo i sagens natur ved, at Paris fik lov til at forblive Paris. Det er lidt af en præstation.

Hvad: Diplomati. Hvem: Volker Schlöndorff. Medvirkende: André Dussolier, Niels Arestrup. Hvor: Premiere i udvalgte biografer over hele landet. Læs mere: Mesterværk med bonusminutter