»Diana« er banal som en lægeroman

Oliver Hirschbiegels prinsesseportræt »Diana« er lyserødt, banalt og overfladisk som en lægeroman. Det er ikke til at tro, at den er lavet af samme mand, der gav os den mesterlige »Der Untergang«.

Naomi Watts kæmper en brav kamp mod klodsede replikker og svingende accenter i den alt andet end vellykkede »Diana«. PR-foto Fold sammen
Læs mere

Skulle nogen blive narret af titlen og tro, at filmen »Diana« er et ærligt forsøg på at tegne et portræt af Prinsessen af Wales, så kan de godt tro om igen. »Diana« fokuserer udelukkende på Lady Dis romance med den pakistanske hjertelæge Hasnat Khan, der angiveligt var hendes helt store kærlighed – i hvert fald ifølge den kontroversielle bog »Diana: hendes sidste store kærlighed«, som filmen baserer meget af sin viden på.

Diana mødte Hasnat Khan i 1995, to år før sin død og på et tidspunkt i sit liv, hvor hun endnu slikkede sårene efter at være blevet separeret fra prins Charles. Hasnat Khan var, ifølge filmen, den primære årsag til, at hun i de sidste år fandt en ny ro og selvstændighed, og eneste grund til at hun indledte en affære med Dodi Al Fayed var, fordi hun prøvede at gøre Khan jaloux.

Det ville alt sammen være fint, hvis ikke det var fordi det hele føles som et postulat. Der er sandsynligvis masser af sandhed i historien, blandt andet har Hasnat Khan bekræftet forholdet, men Oliver Hirschbiegel fremhæver hver eneste pointe så bombastisk, at det føles som om, han også prøver at overbevise sig selv.

At »Diana« kun i ganske få og meget korte glimt føles oprigtig og sand, skyldes dog mestendels Stephen Jeffreys manuskript, der er så klodset skrevet, at replikkerne på det nærmeste falder ud af de stakkels skuespilleres munde i uformelige og kliché-klistrede klumper. »Jeg elsker at føle din hånd dér,« sukker Diana, da parret første gang vågner op sammen (»dér« er hendes kind!) Det er rendyrket lægeroman, ligesom fremstillingen af Diana som en ensom Bridget Jones-klon, der spiser toastbrød med opvarmede bønner til aftensmad, fordi hun aldrig har lært at lave mad, virker mere søgt end charmerende.

Kongefamilien er skrevet ud af historien

Naomi Watts gør, hvad hun kan i rollen som Diana. Det er ikke hendes skyld, at hun ikke ligner særligt godt – hvilket ærligt talt er lidt distraherende. Men det er som om, hun ikke kan finde fokus i rollen, der størstedelen af filmen føles som en lidt for stram frakke, hun har taget på sine spinkle skuldre.

Kongefamilien er, bortset fra en enkelt kort scene med William og Harry, helt og aldeles fraværende. Dette er tydeligvis gjort, fordi filmen gerne vil se på Diana som kvinde frem for som prinssesse, men de to ting kan ikke skilles ad, og derfor virker det som et fravær i historien.

Historien – den virkelige, ikke filmen – om Diana er tragisk og rørende. Den fortæller meget om, hvad det vil sige at være menneske, og hvordan opmærksomhed kan ødelægge folk, men også gøre dem afhængige. Den fortæller om værdier og nedsmeltning af samme. Intet af dette er tilstedeværende i »Diana«. Det store spørgsmål, man sidder tilbage med, er, om det nogensinde vil være muligt at lave et nuanceret og ægte portræt af Diana, eller om myten simpelthen fylder så meget, at den altid vil spænde ben og forhindre et ordentligt spadestik under overfladen. Det er en god historie, så forhåbentlig vil en modig instruktør engang gøre forsøget – det blev så ikke Oliver Hirschbiegel.

Hvad: »Diana«.

Hvem: Instruktion: Oliver Hirschbiegel.

Medvirkende: Naomi Watts, Naween Andrews.

Hvor: Premiere over hele landet.