Dette er den til dato bedste film om Kurt Cobain

På trods af mange ikke tidligere sete klip, får Brett Morgens »Cobain: Montage of heck« ikke fortalt meget nyt om afdøde Kurt Cobain. Men den formidler den hårde rocks livstruende ekstaser med vild intensitet.

Kurt Cobain: Montage Of Heck Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den biografiske dokumentarfilm er en genre, der hyppigt havner i forenklinger, hvor filmens hovedperson tilpasses instruktørens specifikke perspektiv snarere end omvendt.

Det er derfor instruktøren Brett Morgens fortjeneste, at det er lykkedes ham at gøre sin fortælling om den afdøde, kultdyrkede rockstjerne Kurt Cobain så forholdsvis åben i konklusionerne, at det er lykkedes at få mennesket frem i filmen snarere end ikonet.

 

Ikke desto mindre rummer filmen en stærk følelse af forudbestemt skæbne, men dette har først og fremmest rod i Cobains eksplosive talent, som Brett Morgen antyder var lige så stor en forbandelse, som den var en velsignelse.

Der er en smerte i Kurt Cobains sange, der ofte tangerer det selvmorderiske. Det var denne smerte, der fik millioner af teenagere til at spejle sig i sangeren, men smerten var personlig og sangeren ønskede mindst af alt at blive talerør for grunge-generationen. »I hate myself and I want die« hed en sang.

Han fik tidligt i kometkarrieren alvorlige maveproblemer, og beskriver i filmen, at han sang og skrev på smerten fra denne kropslige region, der er så intimt forbundet med psyken. Smerterne blev indimellem så voldsom, at han måtte aflyse koncerter. Han turde ikke få behandling for symptomerne, for han frygtede, at det ville dræbe hans kreativitet. I stedet tyede han til sin egen livsfarlige medicin - heroin.

 

Det destruktive var ikke bare facade, men var fra Kurt Cobains barndom en integreret del af hans fortløbende livsværk; hans tegninger, film og dagbogsoptegnelser. Disse sammenfletter filmen i en slags psykisk collage med stort kunstnerisk udbytte.

»Kurt lavede altid kunst. Og det handlede som regel om at ødelægge noget,« siger bandkammeraten Krist Novoselic.

Collagerne, der også flyder over i flot udførte animationssekvenser, er filmens hovednerve, mens nyindspillede interviews med Kurt Cobains familie og kærester, heriblandt nogle lange sekvenser med rockstjernen og medmisbrugeren Courtney Love, mest vil interessere fans, der ikke kan få nok.

Stærke scener

En stærk scene er en interviewstump med Kurt Cobains moder, der beskriver sine følelser, da hendes søn spillede masterbåndet til »Nevermind« for hende. Også den ældre generation kunne høre sangenes gennemslagskraft. Dette ville blive stort, og måske større end sønnen ville kunne tåle. Hun græd. Ikke af glæde, men af frygt, da hun hørte »Smells like teen spirit«.

»Spænd sikkerhedsbæltet. For du er ikke klar til dette her,« sagde hun.

Hun fik ret.

Særlig de første to tredjedele af filmen er vellykkede, ikke mindst i de sammenklippede koncertoptagelser fra Seattles grungescene. Her, foran entusiastiske, svanedykkende publikummer sublimeredes ekstasen. Her grundlagdes myten, men nærmest simultant begynder den lange nedtur, hvis grimmeste fase dukker op i filmens sidste tredjedel, den apatiske depression, som Kurt Cobain ikke kan rive sig løs fra.

Da er det vanskeligt ikke at blive irriteret af de lange hjemmeoptagelser af rockstjernekæresten og medmisbrugeren Courtney Love. Man får mistanke om, at filmen er blevet taget som gidsel af Courtney Love, der benytter lejligheden til at få rettet op på sit image. Det kan dog ikke rokke  ved, at dette er den bedste film om Kurt Cobain, der til dato er blevet produceret.

 

Hvad: »Cobain: Montage of heck«.

Hvem: Dokumentarfilm af Brett Morgen.

Hvor: Grand Teatret. Premiere 23. april.