Det var satans!

»Nattens dæmoner 2« består af ophobet uhygge og præcist eksekverede chok.

»Nattens dæmoner 2« har svært ved at variere sine chok, men er alligevel værd at se. Foto: PR Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Baseret på en sand historie« er en underligt vag formulering. For hvad betyder »baseret« egentlig, og hvad er det lige ved den fortalte historie, der er »sand«?

Spørgsmålene melder sig under »Nattens dæmoner 2«, der lig forgængeren følger to efterforskere i det paranormale, Ed og Lorraine Warren, der i virkelighedens verden vandt berømmelse for deres kamp mod det, de mente var dæmoner.

I 2eren er Warren-parret rejst til 1970ernes grimede London for at undersøge et hus. Her er møblerne begyndt at bevæge sig, legetøj leger af sig selv, og ondt bliver værre, da en af familiens døtre besættes af en tidligere beboer. Han er dog kun et redskab for noget langt værre, nemlig en ond ånd, ja, en renlivet dæmon.

Filmen er, som det turde fremgå, en ganske konventionel gyser og benytter flittigt genrens grundgreb: Frygt ophobes gennem falske alarmer og antydninger, og det endelige chok, den adrenalinbrusende forløsning, kommer først en tand senere, end tilskueren forventer.

Men selv om chokkene virker, og der er hilsener til alle tiders største uddrivelsesfilm, »Eksorcisten«, har »Nattens dæmoner 2« svært ved at variere sine chok, ligesom slutningen fremstår flad i forhold til de forventninger, der er opbygget over de to forudgående timer.

Den er dog alligevel værd at se. Ikke mindst for sine overlegne kamerature, som tvinger seerens blik med omkring hjørner, op ad trapper og ned i kældre. Mod pludselige nærbilleder og alt det, vi både vil og ikke vil se.

Hvad: Nattens dæmoner 2. Hvem: Instruktør James Wan. Medvirkende: Vera Farmiga, Patrick Wilson. Hvor: Premiere over hele landet.