Det store uskyldstab

George Clooney varmer op til det kommende amerikanske præsidentvalg med ’Kamæleonen’- en intelligent, underholdende og tankevækkende politisk rævekage.

Clooney spiller selv rollen som den veltalende demokratiske senator Mike Morris, der lover nye og lysere tider - men er knap så charmerende bag kulissen. Det går op for hans unge kampagnemedarbejder Stephen (Ryan Gosling), da han opdager, at senatoren har haft en affære med den unge praktikant Molly. Stephen prøver at dække over sin chef, samtidig med, at han begynder at sætte spørgsmålstegn ved alt, hvad han hidtil har troet på.

Ryan Gosling, der de senere år er gået fra den ene pragtrolle til den næste, er dybt overbevisende som den unge idealist, der får sin moralske rygrad godt og grundigt bøjet i mødet med politik på professionelt plan. Han får solidt modspil af de to birollemestre Philip Seymour Hoffman og Paul Giamatti, der leverer skarp kynisme og ditto oneliners som spindoktorer for henholdsvis Morris og hans demokratiske modkandidat i en stramt komponeret film, der sætter spørgsmålstegn ved om personlig overbevisning og integritet kan overleve i dagens politiske klima.