Det skjulte offer

Edward Zwick bruger i »Pawn Sacrifice« den paranoide amerikanske skakstjerne Bobby Fischer som baggrund for at fortælle en historie om den kolde krig – og hvor meget både USA og Rusland var villige til at ofre for at sende et signal om overtag.

Skak på liv og død – der er dømt stor koncentration hos de to kombattanter Boris Spassky (Liev Schreiber) og Bobby Fischer (Tobey Maguire). Fold sammen
Læs mere

Det amerikanske skakgeni Bobby Fischer blev i en alder af bare 15 år verdens hidtil yngste skak-stormester og den yngste kandidat til verdensmesterskabet. Indtil begyndelsen af 70erne var han skakverdenens største stjerne, kendt for sit geniale spil og sin excentriske personlighed – kulminerende med verdensmesterskabet i Reykjavik i 1972, hvor han mødte arkerivalen, russiske Boris Spassky. En kamp der siden er blevet døbt »århundredets kamp«. Det er denne kamp Edward Zwicks »Pawn Sacrifice« er centreret om – ligesom Liz Garbus’ fremragende dokumentarfilm »Bobby Fischer Against the World« fra 1911, »Pawn Sacrifice« fungerer som en fiktiv modpol til.

En kamp der handlede om langt mere end to mænd og et skakbræt. Den kolde krig var i fuld gang, og hverken USA eller Rusland lod en så oplagt mulighed for at spille med magtkortet gå dem af hænde. Koste hvad, og hvem, det ville. Boris Spassky og Bobby Fischer blev reduceret til brikker i et spil, de ingen kontrol havde over – og ofret for samme. Det er den historie, Edward Zwick, der tidligere har dyrket sin forkærlighed for fortællinger der belyser verdenshistorien i film som »Blood Diamond« og »Den sidste samurai«, interesserer sig mest for. Den verdenspolitiske vinkel ligger hele tiden og ulmer under skakspillet i »Pawn Sacrifice«, der primært fungerer som et interessant studie i to supermagter, der bruger deres skakstormestre som – erstattelige – brikker i et spil, som er uendelig meget større end skakbrættets 64 felter.

Edward Zwick ofrer langt mindre energi på karaktertegningen, som det er op til de hårdtarbejdede skuespillere at give kraft og fylde. Tobey MaGuire kæmper så sveden, i bogstaveligste forstand, springer fra panden med at give os et indblik i Bobby Fischers plagede psyke og hans kamp, der i stigende grad synes at være mod hele resten af verden. Trods den store indsats er det dog som om vi aldrig for alvor kan mærke ham. Ja, han var paranoid, ja, han var hypersensitiv, ja, han har sandsynligvis lidt af en eller anden form for diagnose. Men derudover bliver vi ikke meget klogere. Så er der lidt mere fylde over Liev Scheibers russiske Boris Spassky – primært fordi Liev Schreiber som amerikaner i fjendeland tilsyneladende har moret sig med at spille både med og mod vores forestillinger om den store russer. Ingen af de to kan dog rigtigt hamle op med den store modstander: skakspillet. Det er svært at gøre skak levende på film, og trods thriller-timet fokus på stopurets ubønhørlige tikken lever »kongernes spil« aldrig på det store lærred.

Hvad: »Pawn Sacrifice«.

Hvem: Instruktør Edward Zwick. Medvirkende: Tobey Maguire, Liev Schreiber.

Hvor: Premiere over hele landet.