Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Lou Bloom (Jake Gyllenhaal) har ikke rigtigt nogen samvittighed. Den unge fyr har heller ingen sociale færdigheder, og han taler i et hulter til bulter management-sprog, som han finder på internettet. Ved en tilfældighed opdager Lou, at der er gode penge i at filme ulykker og kriminalitet om natten. Optagelserne kan nemlig sælges som billedmateriale, når morgen-TV i Los Angeles vækker borgerne med alarmerende nyt.
For hver ny opgave går Lou et skridt længere, og han bliver dygtigere til via en politiradio og en chauffør at komme hurtigere frem. Der er nemlig skrap konkurrence blandt freelancefotograferne.
Lou spørger ikke sig selv, om han skal hjælpe, eller om han skal fotografere, og langsomt overskrider han flere og flere grænser for at få de bedste billeder. At flytte et lig et par meter efter en bilulykke, så afdøde ligger i lyset fra bilens forlygter og dermed giver bedre billeder, er blot det første skridt.
»Det ser så virkeligt ud på TV«, konstaterer Lou, der finder et hjem på en TV-station, hvor natredaktøren (Rene Russo) også tænder på ulykker. Indslagene giver flest seere, hvis det handler om hvide fra middelklassen eller overklassen, der slagtes af repræsentanter for de etniske minoriteter.
Skruppelløst
»Nigthcrawler« går i løbet af sine to timer fra at være nogenlunde realistisk til at blive en thriller, hvor man skiftevis hepper på Lou, fordi instruktøren fortæller så fermt, og det næste øjeblik er ved at kaste op over, at man gik med på præmissen om, at den ubehagelige mand skal lykkes med sit skruppelløse forehavende.
Filmen giver et gennemtænkt vrangbillede af USA, som en film som »Taxi Driver« også gav i 1976, og Lou kunne da også sagtens nedstamme fra Travis Bickle. Mere veltalende, men lige så væmmelig. Jake Gyllenhaal skaber med en kombination af en ny tilbagestrøget frisure, et permanent smil og en kropsholdning som en utrænet nørd en uhyggelig hovedperson, man på grund af god historiefortælling og realistiske stemninger i natten gerne følger helt ud i ekstremerne i næsten to timer.
Hurra for en konsekvent gennemført thriller med dybere lag til den, der gider.
Hvad: Nightcrawler.
Hvem: Instruktør: Dan Gilroy. Medvirkende: Jake Gyllenhaal, Rene Russo, Bill Paxton.
Hvor: Premiere over hele landet.