Hvis det ikke larmer, lever det ikke.
Det må være mottoet for den amerikanske instruktør Michael Bay, der tidligere har belemret verden med værker som »Bad Boys«, »Armageddon« og »Pearl Harbor«, og som nu sætter kronen på værket med det mest buldrende stykke destruktion nogensinde set i filmhistorien.
Udgangspunktet er infantilt, nemlig legetøjet Transformers, der i sin tid var så populært, at det allerede i 1986 motiverede Nelson Shin til at lave den ret rædsomme tegnefilm »The Transformers«.
Nu får vi så det besynderlige univers serveret i en megastor og ultradyr og superlang spillefilm, der handler om, at Jorden bliver invaderet af meget store og meget onde robotter ude fra verdensrummet, men heldigvis ankommer samtidig også meget store og meget gode robotter, og skønt de hader hinanden, har de allesammen det fælles, at de godt kan lide at forvandle sig til biler. Eller, hvis de skal slås, til en helikopter eller en kampvogn.
Således går det til, at da den flinke teenager Sam Witwicky får sit livs første bil, viser den sig snart at være en galaktisk robot, og Sam får en central funktion i robotternes krig mod hinanden og mod menneskeheden på grund af et par briller, som hans tipoldefar i sin tid bar under en polarekspedition. Via disse briller kan man nemlig finde frem til Kuben og Urgnisten, som de slemme robotter vil have fat i og samtidig helst udrydde Jordens befolkning, hvad deres sympatiske artsfæller forsøger at forhindre.
Ja, det handler filmen faktisk om, men Michael Bay har først og fremmest lavet den for at skaffe sig mulighed for at smadre flere biler, flyvemaskiner og huse end nogensinde før. Han er skrap til den slags og har fået kyndig assistance fra det højteknologiske firma Industrial Light & Magic, der har fyldt filmen til randen med computerskabte effekter, og således får man gang på gang på gang på gang på gang lejlighed til at se en enorm robot forvandle sig til en bil og omvendt.
Amerikas hær og flyvevåben spiller også vigtige roller i »Transformers«, for USA overgiver sig naturligvis ikke frivilligt til robotterne der i øvrigt indleder deres invasion med at erobre internettet ligesom overskurken i den aktuelle »Die Hard 4.0« og der er flere tunge skydevåben i denne film end i en europæisk nation af middelstørrelse.
De bliver allesammen flittigt brugt, og midt i det kaotiske inferno løber unge Sam rundt sammen med sin kække kæreste og redder verden. Han spilles af Shia LaBeouf, der trods navnet hævdes at være en lysende ny stjerne i Hollywood, hvad der er svært at vurdere i et manisk effektorgie som dette.
Langt ude er filmen i slægt med klassikeren »Klodernes kamp« og derfor rig på scener præget af panik der er også lidt »Godzilla« over den hist og her og man kan sige, at resultatet logistisk og teknologisk er imponerende. Michael Bay har sans for scener, hvor nogle skyder vildt i den ene side af billedet, mens andre flygter skrækslagne i den anden side, og et eller andet stort eksploderer i baggrunden.
Er det flot og medrivende? Tja, sådan ville det sikkert have virket, hvis handlingen ikke havde været så toptåbelig, og hvis Michael Bay havde vidst bare en lille smule om begrænsningens kunst og ikke konstrueret et monstrøst skrummel på to timer og 24 minutter. Nu og da forsøger han at krydre rabalderet med en smule komik, og især Sams forældre er stærkt karikerede, men selve tanken om stridbare kæmperobotter fra en anden planet er det meningen, vi skal tage alvorlig. Også når de camouflerer sig som biler.
Reklametrommerne buldrer øredøvende for »Transformers«, og dens plakater pirrer nysgerrigheden, så den skal såmænd nok som tilsigtet blive en indbringende kommerciel succes. Men helt ærligt er denne film på én gang så voldelig og så barnlig, at man skal være over 16 år og under 17 år for virkelig at værdsætte den.
