Det frie markeds fundamentalisme

Politiske ledere har brugt militærinvasioner og naturkatastrofer til at bane vejen for frie markedskræfter. Det argumenterer Naomi Klein for i filmen »The Shock Doctrine«, et tankevækkende indblik i, hvordan politiske teorier kan styre store dele af verden.

Michael Moore viklede USAs store banker ind i tape, hvorpå der stod »crime scene«, i »Kapitalismen - en kærlighedshistorie«. Naomi Klein går anderledes alvorsfuldt til værks, men hendes intention i dokumentarfilmen »The Shock Doctrine« er den samme - at udfordre vores syn på kapitalismens fortrinligheder.

Det gør hun knap så underholdende som Moores stærkt farverige og følelsesladede film. Til gengæld har hun meget at have sine holdninger i.

Dokumentarfilmen er baseret på Naomi Kleins bestseller fra 2007 »The Shock Doctrine: The Rise of Disaster Capitalism« og er instrueret af den navnkundige Michael Winterbottom og Mat Whitecross, der også sammen stod bag »The Road to Guantanamo« (2006).

I filmen som i bogen afslører Naomi Klein, hvorledes politiske ledere med inspiration fra Nobelprisvinderen, økonomen Milton Friedman har implementeret en »chok-doktrin« til at bane vejen for frie markedskræfter.

Kommentar uden nuancer

Klein bruger det stadig i 2010 uhyggelige USA-støttede militærkup i Chile, samt lande som Rusland og Iraks nyere historie som eksempler på, hvordan militære kup og invasioner kan »fratage et folk deres narrativ og efterlade dem i en følelse af chok«. Og dermed gøre plads til galoperende kapitalisme. Hun argumenterer også for, hvordan Margaret Thatcher i England og George W. Bush i USA udnyttede henholdsvis Falklandskrigen og 11. september til at privatisere og udvide skellet mellem rige og fattige i USA og England.

Den 39-årige canadisk-amerikanske journalist og forfatter er saglig, og hendes politiske analyser af den »det frie markeds fundamentalisme« er triste og tankevækkende. Men »The Shock Doctrine« er unægteligt en kommentar, og man savner at få nuanceret billedet.

»The Shock Doctrine« er ikke desto mindre uhyre interessant som det seriøse alternativ til Michael Moores kulørte angreb på kapitalismen.