»Det er en desperat situation«

Ai Weiwei har rejst verden rundt for at skildre flygtningesituationen. Samvittighedsfuldt og flot. Dog næsten med et for flot og poetisk udtryk.

Flygtningesituationen i verden er den værste siden Anden Verdenskrig, både hvad angår antal brændpunkter og det samlede antal mennesker, der er flygtet. Hele 65 mio. mennesker er omplaceret de senere år, og det svarer til indbyggertallet i et så stort land som Frankrig. ”Det er en desperat situation”, som det siges i Ai Weiweis nye dokumentarfilm ”Human Flow”, og det virker som en ædruelig konklusion.

Ai Weiwei har været så optaget af problemet, at han har bevæget sig næsten hele verden rundt med et hold på 200 hjælpere for at skildre mange forskellige facetter af flygtningesituationen både i Afghanistan, Bangladesh, Frankrig, Grækenland, Tyskland, Irak, Israel, Italien, Mexico og Tyrkiet. Han har haft lyst til at gabe over alvorligt mange af de mindre dele af problematikken. Fra fattigdom og klimaproblemer til meget mere, og resultatet er en film på to timer og tyve minutter. Det er lige vel meget at tage ind i biografen, hvor det ville være mere logisk med en tv-dokumentar på tre gange tre kvarter. Eller endnu længere for den sags skyld – bare historien kunne være delt op i flere afdelinger, så det hele ikke flød sådan ind i hinanden.

Den stil som Ai Weiwei har valgt er heldigvis decideret uhysterisk og nøgternt konstaterende. Han filmer adstadigt og fokuserer hellere på en båd med flygtninge end på den enkelte flygtning og filmen er dermed renset for følelsesudbrud. Vi får den ene flotte billedfrise efter den anden, der ganske fint illustrerer, at vi har at gøre med en katastrofe for hele menneskeheden. Vi er ikke nede i den enkelte flygtnings katastrofe her. Den må journalistikken skildre. Det problem, der i længden opstår, med den let distancerede stil, de flotte billeder og poesien i selvsamme billeder er, at den ophøjede ro næsten bliver for sterilt et udtryk. Flere steder er vi tættere på Yann Arthus-Bertrands billeder af jordkloden set fra luften end vi er derinde, hvor mennesker sveder og bløder og vi dermed bliver berørt i biografen.

Niels Pagh Andersen fra Danmark har givetvis haft et meget stort materiale at klippe sig igennem, og han gør det forbilledligt flydende, men det vrimler med for mange locations og bebrillede eksperter, der absolut alle skal til orde. Ai Weiwei har simpelthen ikke bekymret sig for at vinkle sit stof i sin iver efter at lave den helt store mammutfilm om flygtningekrisen. I sidste ende er det ærgerligt, for sagen er vigtig og krisen virker uløselig, men Michael Kviums hovedværk i den aktuelle udstilling ”Cirkus Europa” på Arken, der er et oliemaleri, som forestiller en gummibåd med flygtninge i vandkanten bag ferierende turister, sætter sig langt tydeligere fast i erindringen end verdenskunstneren Ai Weiweis behjertede og temmelig langstrakte forsøg på at forvandle sig til fuldblodsdokumentarist.

Hvad: Human Flow. Hvem: Instruktør: Ai Weiwei. Hvor: Premiere over hele landet.