Vi bliver født, uden at vi selv har nogen indflydelse på det, og vi bliver fjernet herfra på samme præmisser. Imellem de to tidspunkter tæller kun indstillingen til livet. Det kunne »Beginners« handle om. Den følsomme far og søn-film handler også om, at fraværet af kærlighed hos forældrene, gør det sværere for et barn selv at blive en hel voksen. Men den handler også om, at det aldrig er for sent at være en »begynder«. At begynde forfra. At tage skeen i den anden hånd. At ville livet.
I »Beginners« følger vi to historier. Nemlig den om gamle Hal (Christopher Plummer) på 75 år, der springer ud som bøsse, lige efter hans kone dør. Han får fem sjove frigørende år, mens sønnen Oliver (Ewan McGregor) ser måbende til. Parallelt ser vi, hvordan Oliver vågner langsomt op til sit eget liv efter faderens død. Man fornemmer, at historien er meget personlig for Mike Mills (»Thumbsucker«), og den er formidlet med meget fine nuancer og ganske subtil humor midt i en melankolsk hovedstrøm.
Stor præstation af Plummer
Den største glæde på rollelisten er den ældste mand. Christopher Plummer er blevet 82 år, og hans skuespillerkarriere er næsten en parallel til Hals opblomstring i »Beginners«. Plummer var stor i 1970erne, men var for det meste kun med i TV-film i 1980erne og 1990erne, indtil han har fået en revival de seneste ti år med små og store – men altid centrale roller – i film som »The Imaginarium of Dr. Parnassus« og »The Last Station« for blot at nævne to gode og originale film. Han spiller livsvitale Hal med en diktion, en udstråling og et glimt i øjet, der nærmest er naturstridigt. Hans Oscar- kampagne burde begynde NU.
Mills har også et par skægge fortælletrick i ærmet, som når Olivers lille hund får sine egne undertekster, der sagtens kunne være Olivers egne tanker, og som når Oliver, der er tegner i filmen, tegner scener i sit eget liv. Sjældent har en så melankolsk film været så livsbekræftende.
Hvis budskaberne, der blev nævnt i indledningen, virker banale, er det fordi »Beginners« skal føles på krop og sjæl i biografen, hvor det banale i det tilfælde løfter sig til noget eviggyldigt og livsanvisende.
