Det barske liv bag tremmer

Den danske film »R« giver en rå og realistisk skildring af hverdagen i et fængsel.

»R« Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Vold er væmmelig. Det kan man være tilbøjelig til at glemme, når man ser film fyldt med muntre håndkantslag og festlige saksepark, men man bliver eftertrykkeligt mindet om det ved mødet med den ækle brutalitet i den danske film »R«.

Den foregår i Horsens Statsfængsel, hvor den også er indspillet, og har som hovedperson titlens »R« alias Rune, der som ny fange i anstalten forsøger at passe sig selv og ikke lægge sig ud med de stærke fanger, der i et fast hierarki og flere rivaliserende grupperinger styrer hverdagen i fængslet - hvormed ikke er sagt, at fængselsbetjentene er ligeglade eller totalt magtesløse, men de kan jo ikke være alle steder hele tiden.

I begyndelsen dukker Rune hovedet og adlyder ydmygt de muskuløse medfanger med de mange tatoveringer, men så finder han en listig måde at tjene penge på og træder et par trin op ad den interne rangstige. Han får en bedre celle og lov til at spille poker med de tunge drenge - indtil noget går helt galt, og handlingen tager så overraskende en drejning, at den sågar får en ny hovedperson.

Stærk som Rune

Med sin benhårde og depressive realisme minder »R« om Thomas Vinterbergs »Submarino«, der da også har manuskript af Tobias Lindholm, som sammen med dokumentaristen Michael Noer (»De vilde hjerter«) har instrueret den nye film. Selvklart kommer man også til at tænke på Jacques Audiards franske film »Profeten«, og på sin vis er »R« den mest konsekvente og helstøbte af de to, fordi den forbliver bag fængslets mure og undlader de ture ud i det omgivende samfund, som gør »Profeten« lang og ujævn.

Pilou Asbæk yder en stærk præstation som Rune, og omkring ham medvirker autentiske kriminelle og fængselsfunktionærer, hvad der naturligvis får filmen til at fremtræde ekstra realistisk, næsten dokumentarisk. Den vulgære jargon er ikke lystig at lytte til, og nogen opmuntrende oplevelse er denne barske skildring af en grov og afstumpet verden absolut ikke. Men dens konsistens aftvinger respekt, og den fylder nyttigt nok sin tilskuer med en heftig trang til aldrig at komme i fængsel.