Derfor "tabte" Avatar Oscar

Filmen har den største omsætning i verdenshistorien, og den rykkede barriererne inden for filmmediet, men alligevel tabte James Cameron til ekskonen.

Det amerikanske filmakademis medlemmer valgte historien frem for det historiske, de valgte den "lille film" frem for den gigantiske. De valgte kvinden frem for manden, mennesket over teknikken.

Men hvordan kunne Avatar, der har slået alle indtjeningsrekorder (omsat for mere end 14 mia. kroner!), var vellidt af de amerikanske filmanmeldere og udviklet ny filmteknologi, tabe til The Hurt Locker? Det spørger mange amerikanske medier sig om, efter at kjolerne forlængst har forladt den røde løber.

LÆS OGSÅ: Var Oscar-triumfen politisk betinget?

Vel var filmen anmelderrost, men den omsatte kun for 114 mio. kroner på verdensplan (eller under 1 pct. af Avatar), og den tabte også Oscar-indikatoren Golden Globe til de lange blå væsner.

Den anerkendte brancheavis The Hollywood Reporter har nu forsøgt sig med en række forklaringer på historien bag nederlaget for Avatar.

BILLEDSERIE: Se Oscar-vinderne

Den oplagte er selvfølgelig den politiske kontekst. The Hurt Locker er ikke en tydelig antikrigsfilm, den forsøger i stedet at vise virkelighedens kår, og konsekvenserne krigen har for de amerikanske soldater.

Andenpladser slår førstepladser

Samtidig mener avisen også, at stemmesystemet har været en fordel for krigsdramaet, idet Avatar muligvis har fået flest førstepladser på medlemmernes stemmesedler, men James Camerons uforsonlige stil og optræden da han sidst vandt en Oscar (han råbte "I'm the king of the world" fra scenen på en lidet sympatisk facon), har sandsynligvis gjort, at
The Hurt Locker har haft en bredere appel og derfor fået mange flere anden- og tredjepladser, hvilket sammenlagt har udløst flere point.

Samtidig udgør skuespillerne den største del af Akademiet, og de har nok haft større sympati for de menneskelige skæbner portrætteret af skuespillere, end de har haft for 3D-teknologi og drager, vurderer avisen. Samtidig er der også en vis beundring for Kathryn Bigelows evne til at stable filmen på benene i Mellemøsten under vanskelige vilkår, mens James Cameron har fået kastet penge i nakken for at sidde i en hangar med en masse computere.

Truet dyreart

Endelig har Akademiet sandsynligvis haft sympati for underhunden. Medlemmerne har muligvis villet støtte den kunstneriske bedrift frem for den kommercielle. De mindre indie-film har vist sig at være en mere truet dyreart i forhold til de store mainstream-film, der har vist sig at være nærmest usårlige i en ellers trængt økonomi.

Således kan det uafhængige filmmiljø varme sig ved anerkendelsen, mens James Cameron og filmselskabet Fox nok ikke græder hele vejen hen til banken. Avatar vandt dog også tre Oscars - selv om det var i mindre prestigefyldte kategorier. Det var for visuelle effekter, fotografering og scenografi.