Egentlig skulle han slet ikke være konge. Det skulle hans storebror, men han vil hellere giftes med en fraskilt amerikansk kvinde end regere Storbritannien, og derfor må stakkels prins Bertie meget mod sin vilje lade sig krone til kong George VI.
Modviljen skyldes en generende talefejl, som sikkert er affødt af ubehagelige oplevelser i barndommen og gør det noget nær umuligt for Bertie at holde en tale uden at sætte både sig selv og sine tilhørere i pinlig forlegenhed. Noget må gøres, og i al diskretion går Bertie i behandling hos den uortodokse taleterapeut Lionel Logue, der som australier ikke er tynget af næsegrus respekt for den royale patient. Nærmest tværtimod, og det medfører flere sammenstød mellem de to mænd, for Logue er viljestærk, men har ingen fine eksamenspapirer, mens Bertie immervæk er kommende konge, men kun kan ytre sig uden at stamme ved at synge eller bande.
Forholdet - og venskabet - mellem de to vidt forskellige mænd er den krumtap, som handlingen i den flerfoldigt Oscar-hædrede »Kongens store tale« drejer om. De mødes og skilles og mødes igen, og imens er Adolf Hitler i fuld gang med at opruste Tyskland til tænderne. En storkrig truer, og kan England så bruge en stammende mand som nationalt samlingssymbol?
Se selv, for »Kongens store tale« er en prægtig film, som fortjener sine Oscar-priser, selv om man godt kan fremføre et par mindre indvendinger mod den. Således forbliver Logues taleterapeutiske evner uklart skildret - hvad er det helt præcis, han kan, som andre terapeuter ikke kan? - ligesom tidsforløbet er temmelig tåget. Bertie krones til konge i 1936, Anden Verdenskrig bryder ud i 1939, og hvad sker der i de mellemliggende år?
Den usikkerhed skyldes små svagheder i David Seidlers Oscar-belønnede manuskript, mens man til gengæld ikke kan sætte en finger på den hidtil ret ukendte Tom Hoopers instruktion. Hans velmente »Red Dust« fra Sydafrika fik kun premiere på DVD herhjemme, men i »Kongens store tale« demonstrerer han fornem flair for en stadig vekslen mellem intime psykologiske nærbilleder og store historiske tableauer. Det er høvisk og stilsikkert gjort, og det udgør en smagfuld ramme om de begavede og nuancerede præstationer, der ydes af Geoffrey Rush som Lionel Logue, Helena Bonham Carter som Berties kone Elizabeth og først og fremmest sublime Colin Firth som den modvillige monark Bertie, far til Englands nuværende dronning Elizabeth - plus kødfulde biroller overdådigt besat med navne som Derek Jacobi, Michael Gambon og Timothy Spall.
»Kongens store tale« er hverken nyskabende eller banebrydende, men den er meget morsom, meget bevægende, meget smuk at se på og meget tankevækkende. Meget mere kan man vel ikke forlange.
