Den som gaber

TV 2s nye krimiserie »Den som dræber« er én stor kliché. Den lægger sig både forudsigeligt og lettere ubehageligt i kølvandet på tidens gennemsnitskrimier.

TV 2s nye krimiserie »Den som dræber«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Miso Film
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Man jager et bæst og fanger et menneske. Det er et princip, som de fleste vellykkede krimiserier er skåret over - ikke mindst de nordiske.

Men er det også tilfældet i TV 2s nye dramasatsning, »Den som dræber«, som skal tage kampen op med DR om søndagsfladen? Svaret er: overhovedet ikke. Seriens forfattere interesserer sig meget lidt for, hvorfor de seriemordere, som Danmark tilsyneladende vrimler med, og som politiets særlige enhed skal sætte bag lås og slå, er blevet dem, de er.

Trods flimrende billeder fra Nørrebro er det i det hele taget ikke det omgivende samfund, de har lyst til at sige noget om. På samme måde som de heller ikke interesserer sig synderligt for afrundede portrætter af opdagerne, hvilket ellers er en forudsætning for at få os til at holde med - måske ligefrem holde af? - de hovedpersoner, hvis farefulde jagt på psykopater og lystmordere, vi skal følge søndag efter søndag i ugerne fremover.

Jovist, der refereres kortfattet til deres privatliv - mon ikke opdageren Katrine Ries selv har lig i skabet? - men i deres nødtørftighed virker de henkastede scener som ren pligtindfatning. Det er udelukkende plottet, der skal bære. Det kan det desværre ikke.

Ondskabens øjne

»Der er fundet et lig ude i skoven,« siger Lars Mikkelsens stormumlende politichef, og så er vi i gang med en historie, der er læsset til i klicheer - med sin kvindelige opdager, der skal bevise en hel masse. Med et plot, som er drevet af absurde tilfældigheder i et utroværdigt opklaringsarbejde, der lader vores heltinde straks finde frem til egyptiske mumier på nettet (uden at det i øvrigt bruges til noget) og nærmest snuble over et mylder af massegrave i den danske bøgeskov.

Med en sadistisk morder, der kaster ondskabens øjne på sine kvindelige ofre for siden at lystmishandle dem i et hul i jorden. Hvad det sidste angår, fortsætter serien den småubehagelige, forråede - måske også forrående? - tendens til kvindefjendsk torturporno, der hersker i tidens mange krimier.

»Den som dræber« forsøger i det hele taget med alle midler at ligne alle de andre mørke serier, der har besat sendefladen i disse krisetider. Fra »CSI« og nedefter. Den har international klasse - og det er ikke en ubetinget ros. Der er, med andre ord, ikke et gran originalitet i den. Så nytter det stort, at den ser lækker ud - med de blå- og sepiatonede billeder, der er lige i øjet i forhold til tidens billedæstetik.

Så gavner det kun lidt, at Frans Baks musik er god. Og så er det stort set lige meget, at den er befolket med kompetente skuespillere, som ikke kan stille meget op med de skabeloner, de skal give liv. Laura Bachs nordiske skønhed og alvorlige ansigt er endog meget fotogent. Jakob Cedergrens psykolog er excentrisk, dog ikke så meget, at han ikke kan flirte med heltinden. Men med risiko for selv at blive kaldt seriemorder: »Den som dræber« kan kun overraske positivt. Selv om overraskelser tilsyneladende ikke ligger til den.

Debat: Kunne du lide TV 2's nye krimi?