»Den sjoveste danske film i umindelige tider«

Forrygende sjov og tåkrummende morsom er nogle af de betegnelser, et generelt begejstret anmelderkorps giver Frank Hvam og Casper Christensens kønslige klovnerier i ”Klovn – The Movie”.

Frank Hvam afbryder under optagelser af en scene i Klovn the Movie Thomas Helmig under nummeret Stupid Man på Skanderborg Festival og siger undskyld. Fold sammen
Læs mere

En moderne fabel. En fin udviklingshistorie. Storpinligt og bundperverst klimaks. Den morsomste film, der længe er set.

Anmelderne raden rundt har - næsten - alle fundet den indre grinebider frem og giver fire eller fem stjerner til "Klovn - The Movie", Casper Christensens og Frank Hvams filmversion af deres populære TV-serie.

Læs: Fire stjerner til Klovn

Historien om de to drengerøve, Casper og Frank, der for at slippe for at få damerne med på sommerferie arrangerer en kanotur på Gudenåen - en ”Tour de Fisse”, hvis det står til Casper, og en ”Tour de Far” ifølge Frank, som har taget sin 13-årige nevø Bo, spillet af Marcuz Jess Petersen, med for at bevise sine evner som far - kalder Politikens Erik Jensen således "en moderne fabel om moral og mangel på samme":

Tæer vil krummes

- Tæer vil krummes, sjæle vil græmmes, øjne vil kigge væk, hjerner vil krympe af skam, men lattermusklerne vil holde fest i halvanden time, inden eftertanken får lov at tage over, skriver han og giver fem stjerner.

TV: Får filmen en opfølger?

Det samme gør Jyllands-Postens Nanna Frank Rasmussen:

- Det er den ætsende selvironi hos hovedpersonerne, men ikke mindst det utal af kendisser, der medvirker som sig selv, der hæver franchisen til komik, skriver hun.

Ekstra Bladets Henrik Queitsch giver ligeledes fem stjerner:

- Det er ganske enkelt den sjoveste danske film, jeg har set i umindelige tider. Og den mest tåkrummende. På den gode måde, skriver han og fastslår, at det med stort held er lykkedes instruktøren Mikkel Nørgaard og manuskriptforfatterne Casper Christensen og Frank Hvam at overføre det korte sitcom-univers til en yderst vellykket spillefilm.

TV: Se dem vælte sig i damer og sprut her i vovet PR stunt

Skråt op med fine fornemmelser

- Spænd hjælmen og stik eventuelle fine fornemmelser skråt op, anbefaler Informations Jonas Vadsted Kirkegaard:

- "Klovn - The Movie" leverer det storpinlige og bundperverse klimaks, man i den mørkeste del af sin bevidsthed havde håbet på.

Iben Albinus Sabroe giver i Berlingske Tidende fire stjerner og er også ganske begejstret:

- Frank Hvam og Casper Christensen bruger et gigantisk læs drengerøvshumor som undskyldning for at fortælle en virkelig fin udviklingshistorie. "Klovn - The Movie" er brillant komik, siriver hun.

Den slasker lidt

Fire stjerner er der også fra B.T.s Birgitte Grue, som dog er noget mere forbeholden over for transformationen fra TV-serie til film:

- Den (filmen) er lige så god som de mellemgode afsnit og ikke så god som de bedste, skriver hun og konstaterer, at "succes’en malkes her i en tyndbenet road-movie historie".

 - Det lille spørgsmål er: får vi Caspers tissemand at se? Og jo, det gør vi da. Den slasker lidt – som så meget andet i ”Klovn The Movie”.