Det var en mindre skandale ved dette års filmfestival i Cannes, at Maren Ades tragisk-komiske film »Min far Toni Erdmann« blev forbigået ved festivalens prisuddeling. Filmen scorede et rekordhøjt antal anmelderstjerner under festivalen, og det skuffede film-feministerne, at festivalens jury forbigik en sjælden chance for at give Guldpalmen til en kvindelig instruktør.
Men alt det er kønspolitik, som man roligt kan gemme væk, når man sætter sig i biografsædet for at nyde Maren Ades knapt tre timer lange film.
»Min far Toni Erdmann« er en film, der i særlig grad byder på både psykologisk indsigt, politisk kommentar og fremfor alt, en raffineret barok humor, der konstant, men kontrapunktisk, stikker sit strudsehoved frem.
Sandra Hüller er fremragende som den ambitiøse tyske karrierekvinde Ines, hvis trykkoger af et job har suget glæden og meningen ud af hendes tilværelse, uden at hun magter at gøre andet ved det end at skrue yderligere op for sin kynisme.
Ines er udstationeret i Bukarest, hvor hun arbejder på at sikre en kontroversiel outsourcingopgave for et stort rumænsk oliefirma. I enkelte scener forledes man til at tro, at filmen er en fiktionaliseret dokumentar om arbejdskraftens og kapitalens frie bevægelighed, men Maren Ade er hele tiden to skridt foran nemme domme om handlingen. Der er mere universelle temaer på spil end blot de politiske.
Ines arbejder hårdere end sine mandlige kolleger, der til gengæld både forsøger at sole sig i hendes resultater og snige sig til sex med hende. Samtidig skal hun stadig finde sig i, at direktøren for den vigtige kunde påtvinger hende »kvindeopgaver« såsom at assistere sin tilrejsende elskerinde med shoppingture. Det er ikke instruktørens intention at udpensle uretfærdighederne, og karakteren Ines betragter dem selv som en del af magtspillet i firmaet. »Hvis jeg var feminist, arbejdede jeg ikke her,« siger hun skarpt til sin chef, uden at hendes game face dog ændrer sig en millimeter.
Ines' far, Winfred (spillet af Peter Simonischek), er en anderledes krøllet eksistens end sin datter, og bruger sin tid på at udsætte sin omgangskreds for ekstreme practical jokes, der dog ret beset er ganske harmløse.
I første omgang resignerer Winfred, da han indser, at hans datter er gledet fra ham i sin hårdkogte karriere, men så vender han overrumplende tilbage som filmens titelfigur, Toni Erdmann, hvor han har påtaget sig en bizar ny identitet med filtret paryk og falske tænder. Han bryder ind i sin datters forretningsmøder og fortæller hendes mystificerede kolleger usammenhængende løgnehistorier om sig selv.
I første omgang bringer farens belastende forstyrrelser Ines tæt på sammenbruddet, men gradvist begynder hun at spille med på de vedholdende julelege, især da hun fornemmer, at farens tilstedeværelse rokker ved de indgroede magtstrukturer, der hersker i firmaet.
Over filmens tre timer rokkes der grundigt ved Ines’ værdier, men de store oplevelser for publikum venter i den tredje time, hvor hele filmen skifter tone fra det let tragiske til det overrumplende latterfremkaldende.
Ingredienser i den originalt udtænkte finale er en nøgenfest, en meget skræmmende fuldkropsdragt af hestehår og sidst, men ikke mindst Sandra Hüllers totalangreb af en skuespilpræstation.
»Min far Toni Erdmann« er en chokterapeutisk dannelsesrejse for både dens karakterer og dens stadig mere groggy publikum. Man vil længe efter spekulere over, hvad det egentlig var, der skulle læres, samtidig med at man frydes over lektionens radikalitet.
Hvad: »Min far Toni Erdmann«
Hvem: Instruktør: Maren Ade. Medvirkende: Sandra Hüller
