Den høflige bøddel

Med en veloplagt George Clooney i centrum er »Up in the Air« en vittig og begavet komedie.

George Clooney og den forførende Vera Farmiga i »Up in the Air«. Fold sammen
Læs mere

Oppe i luften sidder Ryan Bingham og har det strålende. Han befinder sig i en flyvemaskine og er på vej til St. Louis eller Wichita eller et tredje sted sted i USA, hvor han skal fyre nogen. Det er nemlig hans job - han er en professionel afskediger, som hyres til med kølig kyndighed plus en vis diplomatisk takt at give vrede, grædende eller chokerede mennesker deres afskedigelse, når deres chef ikke selv har mod og mandshjerte til at gøre det.

Ryan Bingham er intet ondt menneske. Men han er meget glad for et job, der hele tiden holder ham på farten, for han har hverken kone, børn eller hjem. Så selv om den ulasteligt klædte mand fremtræder som smart, effektiv og selvsikker, behøver man ikke være dybdepsykolog for at gennemskue, at hans hektiske rejseaktivitet skal dulme en indre tomhed.

Mellem kvinder

En alvorlig fare truer ham, da hans chef i Omaha finder ud af, at man kan fjernfyre folk via en videokonference og dermed spare en masse flybilletter. Men inden det sker, kommer Ryan på en - måske sidste - arbejdsrejse med den kække unge kollega Natalie som en slags praktikant, og da han samtidig har indledt en affære med den forførende kvinde Alex, der har samme slags job som han selv, får Ryan rigeligt at se til.

En af de mange kvaliteter ved Jason Reitmans »Up in the Air« er Ryan Binghams status som en mand, der fungerer som en slags bøddel, men alligevel ikke opleves som en skurk. Han er kvik, men når det kommer til stykket ikke helt så kvik som de kvinder, han nok er dygtig til at charmere, men som gennemskuer ham langt skarpere, end han selv er klar over. Og det afspejler sig i, at selv om George Clooney naturligvis er suveræn som Bingham, får han fuldt kvalificeret modspil af den forførende Vera Farmiga som Alex og den udtryksfulde Anna Kendrick som Natalie.

Vittig dialog

Skønt filmen tangerer det dokumentariske i scenerne, hvor autentiske fyrede mennesker mere eller mindre spiller sig selv - og aldrig virker pinlige eller latterlige - er »Up in the Air« dog fundamentalt en romantisk og satirisk komedie. Som sådan fungerer den funklende, fordi dialogen er lysende vittig og begavet, og fordi handlingen er høflig nok til ikke at belemre os med en forudsigelig happy ending. Dette er ikke en film, som beroligende pakker os ind i lyserøde illusioner.

Helt perfekt er den ikke, for hen mod slutningen bliver den lidt tungere i travet, da dens varme hjerte næsten tager magten fra dens ironiske humor. Mere moden og morsom end de fleste andre film er den ikke desto mindre, og som med »Thank You for Smoking« og »Juno« demonstrerer Jason Reitman også med denne film, at han hører til de mest talentfulde unge amerikanske instruktører.

Ret beset handler »Up in the Air« om både smertelige og eksistentielle emner. Men den gør det med et veloplagt vid og et generøst menneskesyn, som forvandler tunge temaer til besnærende begavet underholdning.