Den eneste tjeneste er den anden værd

Rumænske Christian Mungius "Prøven" er et intelligent og komplekst drama om skyld og ansvar, magt og afmagt - både personligt og som samfund.

Adrian Titieni og Maria Dragu i Christian Mungius prisvindende »Prøven« Fold sammen
Læs mere

For ti år siden vandt rumænske Christian Mungiu Guldpalmen på filmfestivalen i Cannes for »4 måneder, 3 uger og 2 dage«. Sidste år fik han instruktørprisen samme sted for »Prøven«, der er et intelligent og komplekst drama om skyld og ansvar, magt og afmagt – både personligt og som samfund.

I den triste betonby Cluj i Rumænien bor lægen Aldea og hans depressive kone, der har overført deres egne fejlslagne ambitioner om et bedre liv til teenagedatteren Eliza. Siden hun var lille er hun blevet styret mod et mål: en plads på et eliteuniversitet i England, og dermed en vej væk fra Rumæniens begrænsede fremtidsudsigter.

Pladsen er i hus, den kræver bare lige en formalitet – gode karakterer til den sidste eksamen i gymnasiet. Men så indtræffer katastrofen. Eliza bliver overfaldet og forsøgt voldtaget, og er for rystet til at kunne yde det hun skal til den endelig prøve. Desperat opsøger den ellers bestikkelsesfrie læge byens magtmennesker, for at få mildere øjne på Elizas eksamensopgave. Uden at ane, at man ikke rækker fanden en lillefinger, uden at få hånden flået af.

Allerførste indstilling i »Prøven« sætter tonen. En ukendt person er i gang med at grave et kæmpe hul i gaden udenfor familien Aldeas hus. Pludselig ryger en sten gennem ruden, der splintrer ud over stuegulvet. Hvem har smidt den? Hvem har et horn i siden på lægen? En utryghed er etableret og følger os gennem hele fortællingen, der bliver mere og mere kompleks, en afdæmpet fortællestil til trods. For er Aldea nu så ren i kanten, som han giver indtryk af? Hvorfor er hans kone depressiv og sengeliggende? Og hvad med Eliza – er hun nogensinde blevet spurgt, om forældrenes ambitioner også er hendes?

De psykologiske portrætter glider sammen med et større portræt af det rumænske samfund, der – mere end antydes det – ødelægges af den altgennemsyrende korruption, hvor den ene tjeneste er den anden værd, og alle altid skylder på kontoen.

Det er knugende at sidde igennem »Prøven«, men også berigende. Over to timer flyver afsted i selskab med karakterer, der føles utroligt ægte, med dilemmaer, der maner til eftertanke. For mon ikke de fleste kunne komme til at bøje reglerne en enkelt gang i en god sags tjeneste – kun for at opdage, at løgne og fortielser er som kviksand, der suger dig ned, hvad enten du kæmper imod eller lader stå til.

»Prøven«

Instruktør: Christian Mungiu. Medvirkende: Adrian Titieni, Maria Dragus.