De unge vampyrmødre

Tonen i den nyeste film i »Twilight«-serien er så indforstået, at kun die-hard fans forstår meningen med det hele.

Den overnaturlige teen-soap »Twilight« er nået til fjerde og næstsidste film i rækken »Breaking Dawn Part 1«. Og her viser kærligheden for alvor tænder. Edward og Bella er blevet gift, og på bryllupsrejsen skal deres længselsfulde forhold endelig fuldbyrdes. Men den voldsomme bryllupsnat får følger - Bella bliver gravid, og fosteret truer Bellas liv. Samtidig samles varulvene for at dræbe barnet, som de mener er et monster. Endnu et opgør mellem vampyrer og varulve er i anmarch.

Tonen i »Breaking Dawn part 1« er så indforstået, at kun fans kan følge med. Og sandsynligvis vil også kun die-hard fans forstå at sætte pris på denne gang overnaturlig soap-opera, fortalt med antydninger, lange talende blikke og ultra corny one-liners. Serien startede som et teenagedrama om uforløst begær og kvaler med at finde egen identitet, udviklede sig til en episk saga - og er nu endt som en overnaturlig pendant til »Glamour«. Lad os håbe på en mere værdig afslutning i »Breaking Dawn Part 2«, der efter planen kommer næste år.