De mange drab i Hitman-filmen bliver i længden kedelige

Hovedpersonen i »Hitman: Agent 47« er en programmeret morder. Fold sammen
Læs mere

Alexander Bachs »Hitman: Agent 47« er anden film baseret på det voldsomme – og voldsomt populære – computerspil Hitman (der faktisk er udviklet af danske IO Interactive). Hovedpersonen er Agent 47, en genetisk programmeret dræbermaskine, skabt af doktor Litvenko, der siden har lukket agentprogrammet og er gået under jorden.

Nu vil lyssky kræfter genoplive programmet og producere en dræberhær. Men de ved ikke, at Litvenko har efterladt sig en større arv end agenterne, nemlig en datter med helt særlige evner.

Som i computerspillene er fladerne hårde og kolde, og antallet af anonyme sikkerhedsfolk og lejemordere, der må lade livet, er tårnhøjt. Rupert Friend er en effektiv hitman – med sine skarpe træk og skaldede isse ligner han ligefrem én.

Men desværre lider »Hitman: Agent 47« af det samme problem som flertallet af computerspil, der for trofast er overført til film: Det er sjovt selv at fange de levende skydeskiver, når man har kontrollen i spillet – som passiv tilskuer bliver det hurtigt ensformigt – og i længden kedeligt - at se de samme effekter, de samme vinkler og de samme effektive nærkampe og nedskydninger igen og igen og igen.

Ikke mindst når handlingen er så rodet og uengagerende som tilfældet er her.

Hvad: »Hitman: Agent 47«.

Hvem: Instruktør Alexander Bach. Medvirkende: Rupert Friend, Hannah Ware.

Hvor: Premiere over hele landet.