En joke bliver sjældent sjovere af at blive gentaget, medmindre den er plat nok til det. Det syntes at have været formlen for første sæson af komikerduoen »Rytteriet« (Martin Buch og Rasmus Botoft). Den manierede gentagelse er en pointe i sig selv hos rytterne, og indimellem får man en småuhyggelig fornemmelse af, at deres karakterer befinder sig i en ondskabsfuld afdeling af Helvede, hvor de fordømte til evig tid må gentage middelklassens trivielle selskabsritualer. Man forstår sådan set godt Eriks fortvivlede aggression, når han afbryder enhver venlighed fra sin langmodige, men hårdtprøvede kone med et »Hold så kæft, Else!«.

Men gentagelser er nu en gang gentagelser, og selvom man stadig kan smile over »Vi kører den ind med penis!« har duoen været faretruende tæt på at blive for mekanisk i sin form. Derfor kommer det som et velgørende chok, i den aktuelle anden sæson, at se det absurde lille ensemble lave variationer over deres faste skabeloner – dog ikke den med penis, der måske er gået på impotent pension.

Indestængt vrede

Erik og Else får besøg af deres noget mere livsglade vennepar, hvilket kun forøger Eriks indestængte vrede, der eksploderer midt i indtagelsen af en isdessert. Havde det ikke været så hulkende morsomt, kunne det have været et psykologisk betændt teaterstykke af Lars Norén.

På samme måde er der pludselig kommet en ny dimension på »Snobberne«s verden, altså de to Gl. Holte-typer, der nyder deres rødvin og excellerer i dybt overfladiske bemærkninger om samfundets indretning. Nu er der pludselig kommet aupair-piger ind i pejsestuen, og på trods af, at snobberne har et endog meget objektificerende forhold til de søde piger, virker det som om, at alle hygger sig gevaldigt.

Duoens faste hjælperytter Bodil Jørgensen har sin egen rolle som en disillusioneret folkekirkepræst, der er meget lidt begejstret for den ligestilling af homoseksuelles vielser, som ham »inderen« fik indført. I overensstemmelse med Rytteriets absurde udgangspunkt, kan man næppe kalde Bodil Jørgensens sketch for samfundssatire, heller ikke når man nu betænker, at langt den største del af folkekirken gik ind for ligestillingen. Ærindet er snarere at føje endnu en bizar karakter til rytteriets befolkning af sære eksistenser, og en præst, der synes at skulle slås med nogle allerhelvedes onde dæmoner i sit indre, er en velkommen tilføjelse. Satire er næsten for blodfattigt et ord til at beskrive dette stykke kunst, der tilfældigvis også er djævelsk morsomt.

»Rytteriet« har premiere torsdag på DR2. 

Kan allerede ses nu på dr.dk/tv/se/rytteriet