De afgørende øjeblikke

Film: »Opgørets time«Den amerikanske independent-film, »Opgørets time« er en rørende og tragikomisk film om at træde ind i de voksnes verden. Med børn, men ikke for børn.

Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Er du enig med berlingskes anmelder?

Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.

Er der sådan et særligt tidspunkt, der med ét gjorde en mere voksen - dengang man stod med en fod i barndommen og en anden i det farlige, men fascinerende voksenland? Det er der for de tre hovedpersoner i den amerikanske independent-film med den poetiske titel »12 and Holding«, der på dansk er kommet til at hedde det mere prosaiske »Opgørets time«.

Den stille Jacob og den udadvendte Rudy er tvillinger og bedste venner med den overvægtige Leonard og den kvikke Malee. Da et par af tvillingernes drengestregs-fjender en nat brænder firkløverets træhytte af, går det gruelig galt, for Rudy er derinde. Hans død bliver krydspunktet, det særlige øjeblik, der får vidtrækkende konsekvenser for hver af de tre kammerater. Ikke bare i deres sorg, men også for deres generelle problemer med at finde rundt i de hormoner og den forvirring, der præger en i 12-års alderen, og som kan sætte præg på, hvem man bliver resten af livet. Leonard sætter sig for at tabe sig og kommer dermed i en følelsesmæssig magtkamp med sin lige så overvægtige mor om maden. Malee flygter i sin ensomhed væk fra sin fraskilte, frustrerede mor ind i en forelskelse i en voksen mand. Og Jacob opsøger sin brors drabsmænd i det ungdomsfængsel, de er havnet i.

Det kan alt sammen lyde meget alvorligt og tragisk, men i Michael Cuestas film er der plads til mange humoristiske glimt, der er med til at give alvoren underholdende vinger. Det er Cuestas anden spillefilm efter at have instrueret en række TV-serier og den meget interessante L.I.E., der også handlede om unge. Og også i »Opgørets time« beskriver han en børneverden, hvor børnene får de første glimt af, hvad det vil sige at blive voksen, men hvor de voksne knap nok aner, hvad der foregår hos børnene og derfor svigter dem. Af samme grund er det også børneskuespillerne, der overskygger de ellers fine, tilpas afdæmpede biroller af blandt andre Linus Roache, Annabella Sciorra og Jeremy Renner. Især Conor Donovan i dobbeltrollen som tvillingerne må fremhæves. Og selv om det på ingen måde gør filmen til en, der er egnet for børn, er »Opgørets time« en rørende historie, der påén gang vækker både frygt og medfølelse for sine personer, tårer og latter.

Berlingske Tidende indbyder læserne til at give deres holdning til aktuelle udgivelser og begivenheder. De bedste bidrag kommer i avisen.

Skriv kort og kontant og klik på det antal stjerner den fortjener.

Skriv din egen anmeldelse