I filmen er der er noget helt galt hjemme hos den 19-årige Marie (spillet af Sonia Suhl), der bor sammen med sin sammenbidte far (Lars Mikkelsen) og en katatonisk mor (Sonja Richter), der af ukendte grunde sidder lammet i en kørestol. De bor i en forblæst lille by ved Vesterhavet, hvor den eneste karrierevej er at rense fisk på havnen. Der får Marie job, og selvom der er en jævnaldrende dreng, der blinker sødt til hende, er flertallet af kollegerne underligt uvenlige.
Udover at blive skubbet ned i en container fyldt med fiskeaffald, skal Marie også bekymres, når hun hjemme foran spejlet trækker blusen af. På hendes bryst vokser der hår ud, der kræver mere end en enkelt pincet, og fra hendes negle drypper der blod.
Hvis man har set blot en enkelt varulvefilm, ved man godt, hvad den slags tegn betyder. Der skal snart hyles mod månen, men »Når Dyrene Drømmer« vil også overraske genreeksperterne, idet manuskriptet med et solidt styr på rytme og logik gradvist eksponerer mere og mere af sagernes rette sammenhæng.
Lars Mikkelsen i rollen som Maries far, gør det samme som det bror Mads gør i den Cannes-aktuelle westernfilm »The Salvation«: Han løfter med sit troværdige spil historien ud af den rene genre-rytteri. Sonja Richter har endnu en kropsligt betonet rolle, og er en uhyggelig tilstedeværelse i filmen, mens debutanten Sonia Juhl er helt fin i hovedrollen. Og uden at afsløre for meget, skal det understreges, at make up-afdelingen har haft travlt i denne her film, og rammer den helt rigtige balance mellem gys og medynk, nøjagtig som det skal være i en rigtig monsterfilm.
»Når Dyrene Drømmer« er med andre ord et godt eksempel på, hvorfor gyserfilm kan bruges som platform til at lave film, der kombinerer det kommercielle med det kunstneriske.
