Historien er hentet fra en bog af Per Olov Enquist fra 1988, som Søren Kragh-Jacobsen ikke kunne få ud af sit hoved. Det forstår man, og instruktøren formidler den da også særdeles loyalt og stemningsfyldt. Sofie Gråbøl spiller en præst, der ikke er så sikker på sit kald, som hun måske burde være. Da en psykolog (Signe Egholm Olsen) beder hende hjælpe med at åbne en meget svær patient, bliver hun fascineret af den gåde, han repræsenterer.
Frederik Johansen, hvis uudgrundelige ansigt nogen måske kan huske fra hovedrollen i »En som Hodder«, spiller en ung mand, der har slået et ældre ægtepar ihjel i Sverige. Uden noget synligt motiv. Han er nu forsvarligt låst inde på et psykiatrisk hospital i Danmark. Gåden om hans fortid er samtidig forseglet inden i ham selv bag en uforståelig mumlen og en mærkelig usammenhængende adfærd.
Søren Kragh-Jacobsen dvæler stædigt ved en ung mand, hvis skæbne det til at begynde med ikke er let at fatte interesse eller sympati for. Der går dog lige lovlig længe, før vi får nøglerne til hans fortid i form af en fin og rørende historie om barndommen, der løfter helheden meget, og som får os til at føle noget i biografsædet.
Forklaringen føles lidt som en film i filmen, og instruktøren kunne godt have integreret den tidligere og mere løbende i resten af filmen. Indtil da er man nemlig lige ved at blive utålmodig i vrimlen af tremmedøre, der smækker og falske spor i de lange gange på det psykiatriske hospital.
Så spændende er en gåde uden spor altså heller ikke. Men det bliver den i den lange ende i kraft af det nævnte flash-back, hvor vi møder den karismatiske svenske skuespiller Börje Ahlstedt. Både han og de andre skuespillere holder sig tilbage. Sjældent har man set Søren Malling så afdæmpet som her i rollen som chef for betjentene på hospitalet, og Sofie Gråbøl insisterer også kun meget stille på sin præsts stædighed.
Hun er en af den slags skuespillere, hvis talent man i perioder har tendens til at overse, fordi man næsten tager det som en selvfølge. Gråbøl får det hele til at se så legende let ud, og hun falder aldrig igennem. Hun kan formentlig slet ikke fejlcastes.
Uanset om vi i filmen befinder os i et sneklædt Sverige eller på den lukkede institution, der minder om et fængsel, føler man sig i smagfulde hænder.
Insisterende film
»I lossens time« får ikke kun sin stemning fra historiens indre mekanik men i lige så høj grad fra omgivelserne. De er velvalgte og dygtigt lagt til rette i filmen og er heldigvis samtidig lige netop så realistiske, at deres grad af lækkerhed ikke tager opmærksomheden fra filmens indhold.
»I lossens time« får premiere over hele landet, og den er på tilbud i Biografklub Danmark, men lad mig understrege, at det ikke er en film for det store flertal. Selv om den bliver i kroppen mange dage, efter man har set den, glider den ikke så let ned undervejs. Det er en af den her slags monomane og insisterende film, hvor der sine steder ikke er voldsomt meget bevægelse. »I lossens time« minder om Jannik Johansens »Mørke« og Kristian Levrings »Den du frygter«. En egensindig film som viser, at den 66-årige Søren Kragh-Jacobsen stadig kan sit humanistiske kram, selv om der på det seneste har været lidt længere mellem, at han har vist det.
Hvad: »I lossens time«
Hvem: Instruktør: Søren Kragh-Jacobsen. Medvirkende: Sofie Gråbøl, Signe Egholm Olsen, Frederik Johansen, Søren Malling, Börje Ahlstedt
Hvor: Premiere over hele landet
