Manu Sareens otte børnebøger om drengen Iqbal er en stor velfortjent succes med 80.000 solgte bøger siden 2006. Iqbal er en slags forvokset Emil fra Lønneberg – fra Indien. Den 13-årige dreng (Hircano Soares) bor på Nørrebro med sin familie. Far (Runi Lewerissa) er taxachauffør og er for det meste skuffet over Iqbals mangel på ansvar. Hans mor (Sara Masoudi) smiler overbærende det meste af tiden. Iqbals største lillebror (Arien Takiar) er klog med store nørdede briller og den mindste lillebror skærer ansigter. Familien bor på Nørrebro, hvor Zlatko Buric er grønthandleren Baba, og Torben Zeller spiller småracistisk vicevært.
Bøgerne ligner Bjarne Reuters »Kidnapning« fra 1975 og dens fortsættelser på antrit og løjer, men den danske hverdag har fået et multikulturelt pift, som virker overrumplende og herligt politisk ukorrekt i bogform. Manuskriptet til filmen er baseret på den første bog i serien, »Iqbal Farooq og den sorte Pjerrot«. Men der er flere ting i den enkle handling, der gør sig knap så godt i en sammenhængende film, som i en bog der læses i korte spurter.
Efter at Iqbal har sprængt skolen mere eller mindre i luften i to omgange, sendes han til skolepsykolog (Ditte Hansen). Han arrangerer et afbud, så familien kan komme på deres planlagte campingferie. Der er dog lige det »men«, at to fladpandede skurkagtige forretningsmænd (Rasmus Bjerg og Andreas Bo) er ude på at få fat i en hemmelig opskrift på sprængstof, som de tror, Iqbals lillebror har, så de kan sprænge Tivoli i luften.
Historien er tynd. Om børneskuespillerne er en pose blandede bolsjer, eller de blot er nødtørftigt instrueret, er svært at se udefra, men for at sige det pænt, så spiller de temmelig stort og tydeligt. Altså med megafon på deres i forvejen tydelige reaktioner. Det virker samtidig en smule altmodisch, at børn på 13 år løber rundt og opfører sig som børn på ti eller 11 år.
Troværdig Lewerissa
Blandt de voksne skuespillere gør Runi Lewerissa det troærdigt som den hårdt plagede far, og Ditte Hansen fyrer den af som den overivrige pyskolog, mens Zeller og Buric ikke har meget at lave, men det kan måske komme i en fortsættelse.
Selv om ideen med at skrive en forbryderduo ind i handlingen i en familiefilm for at skabe spænding er uhyre konventionel og gammeldags, gør Rasmus Bjerg og Andreas Bo det godt. Især Andreas Bo bag en gigantisk braktud, som gør ham næsten ukendelig med boksermetaforer, der hviskes frem så torskedumt og fladpandet, at man overgiver sig til grinet.
Skal man være venlig, er Wafandes musik jovial, og »Iqbal & den hemmelige opskrift« bringer en velkommen dosis sommer i vinterbiograferne. Instruktøren og fotografen har eksperimenteret med at lade solen danne genskin i kameralinsen i form af pletter, der skygger for, hvad der foregår i billedet.
De første par gange er det meget charmerende, men det ender som en mani, og man spekulerer på hvorfor? Ligesom man i det hele taget tænker en del over, hvorfor de sprælske bøger af Manu Sareen ikke er blevet til en ligeså sprælsk film, der kunne sparke liv i kludene i de meget skabelonagtige produkter fra samlebåndet i A/S Dansk Familiefilm.
Spræng nu den skabelon i luften! Når Iqbal kan få ethvert kemisk forsøg til at blive til en eksplosion, hvorfor magter manuskriptforfatter, producer og filminstruktør det så ikke? Det må være modet, der mangler. Modet til at gå fuldstændig Bollywood-amok eller bare lave noget helt andet, vi endnu ikke har set. På trods af det etniske krydderi i bøgerne giver det ikke den mindste nye kraft til en gumpetung og skuffende familiefilm.
Hvad: Iqbal & den hemmelige opskrift.
Hvem: Instruktør: Tilde Harkamp. Medvirkende: Hircano Soares, Liv Leman Brandorf, Arien Takiar.
Hvor: Premiere over hele landet.
