Der blev skabt TV-historie, da TV-serien »The Sopranos« i 1999 første gang gled over de amerikanske TV-skærme med sin funky kendingsmelodi og den grynet filmede introsekvens, hvor gangsterbossen Tony Soprano kører gennem New Jerseys nedslidte bylandskab. »The Sopranos« bliver nemlig regnet for at være den skabelon, som det efterfølgende årtis bedste TV-serier blev skåret efter. Ifølge nogle kritikere har TV-serierne ligefrem overhalet spillefilmen som det sted, hvor filmisk fiktion føltes mest nyskabende, og som mere frit opsummerede tidsånden i det ny årtusind.
»Gennem det seneste årti er der blevet lavet kæmpemæssige Hollywood-produktioner fra »Titanic« til »Avatar«, og de har imponeret med deres avancerede teknologi. Indholdsmæssigt har de amerikanske spillefilm dog været meget konventionelle. I samme periode har de amerikanske TV-serier til gengæld udviklet sig fra at være lavkulturelle produkter beregnet til et massepublikum til at være kvalitetsvarer med appel til et snævrere, mere kulturelt interesseret publikum,« siger Peter Schepelern, der er lektor på Film og Medievidenskab ved Københavns Universitet.
Men hvorfor har TV-serien pludselig frataget filmen positionen som de intellektuelles foretrukne underholdning?
Amerikansk TV var fra sin fødsel i 1940erne kommercielt orienteret, hvor programmernes indhold i vid udstrækning var bestemt af det, der kunne trække flest seere og flest reklamedollar, hvorimod europæisk fjernsyn var domineret af statsmonopoler, der pædagogisk dikterede den gode smag til befolkningerne.
At de amerikanske TV-programmer konstant blev afbrudt af »budskaber fra vore sponsorer« irriterede særligt den intellektuelle del af USAs befolkning, og allerede i 60erne blev de første forsøg med brugerbetalt kabel-TV lanceret i New York. Tanken var da, at man som abonnent betalte for brug af en bestemt kanal og derved kunne se film, serier og sport uden at blive afbrudt af reklamer.
Kreative sluser åbnet
Det var dog først, da den førnævnte »The Sopranos« fra betalingskanalen HBO fik anmeldernes positive opmærksomhed, at betalingskanalerne fik så meget opmærksomhed, faste betalere og økonomisk momentum, at der for alvor blev åbnet for de kreative sluser. Den »nye TV-serie« blev sømmet eftertrykkeligt fast, da HBOs anden store satsning, »Sex and the City«, udviklede sig til at blive det nye årtis helt store popfænomen. Serien var i særlig grad dus med sit publikum, idet den spejlede tidens unge, kosmopolitiske og sexglade kvinder, der eftertrykkeligt lagde de AIDS-bekymrede 80ere bag sig. Peter Schepelern sammenligner de nye TV-serier med Dumas og Dickens føljetonromaner, der kombinerede kvalitet og popularitet fra 1850erne og frem.
»Betalingskanalernes relative succes har gjort det muligt at lave kvalitetsserier, der ikke nødvendigvis skal have appel til alle dele af befolkningen,« siger Peter Schepelern.
Betalingskanalernes serier skal heller ikke vise samme hensyn til sponsorerne som reklamekanalernes serier, hvorfor graden af sex, vold og kulørt sprog er steget markant. Aldrig tidligere er der blevet sagt »fuck« så mange gange som i HBO-serien »Deadwood« om en lurvet pionérby i det vilde vesten. I oldtidsserien »Rome« er gladiatorvolden eksplicit og blodig, og allerede i første episode af »Californication« fra TV-kanalen »Showtime« dyrker to hovedpersoner sex, ryger pot og kaster op. En kommende TV-serie fra HBO med titlen »Hung« handler om en veludrustet basketballtræner, der supplerer sin indtægt som mandlig prostitueret.
Men den »ny TV-serie« er ikke kun blevet brugt til at skrue op for vellystigheden. TV-serien er også blevet væsentligt mere kompleks, hvad angår karaktertegningen. Hvor tidligere tiders populære TV-figurer som Kojak og Columbo først og fremmest havde den funktion at være omdrejningspunkter for et krimiplot, er figurer som den hemmelighedsfulde reklamedirektør Don Draper fra kanalen AMCs flotte retroserie »Mad Men« eller den eksistentielt plagede bedemand Nate Fisher fra »Six Feet Under«s subtile psykologiske profiler, der udvikler sig i overraskende retninger i seriernes forløb.
Bijob som massemorder
De nye serier blander tillige genrer på nye måder. Kombinationen af drama og comedy, den såkaldte dramady, er en betegnelse der bliver brugt om serier som den satiriske socialkrimi »Weeds«, den engelske ungdomsserie »Skins«, mens »Dexter« kombinerer komedie og gyserfilm i en handling om en kriminaltekniker, der bijobber som massemorder.
Endelig er seriernes intriger og fortælleformer blevet væsentligt mere sofistikerede. I de gamle serier rummede et såkaldt »multiplot« sjældent flere end tre simultane handlingstråde, men i serier som »Lost« følger man op til otte forskellige historier samtidigt (Se artiklen om »Lost« her på siden). »Lost« blev oprindeligt ikke sendt fra en betalingskanal, men er en af reklamekanalen ABCs vellykkede forsøg på at inkorporere træk fra betalingskanalernes »nye TV-serier«. En anden af disse er den meget populære »Desperate Housewives«.
»TV-serien »Lost« er en kryptisk og tidstypisk fortælling med klare postmoderne træk. Serien blander med stor selvironisk genrebevidsthed hundreder af klicheer fra hele filmhistorien, og selvom den rummer en stor portion videnskabeligt vås, er den også stærkt vanedannende,« siger Peter Schepelern, der selv har været på »Lost«-vognen.
