Vi har set en del film om kommunistforskrækkelsen i USA i 1940erne og 1950erne, der især slog ud mod Hollywood, selv om i tusindvis af tjenestemænd og militærfolk blev afhørt over hele det store land. De blev spurgt, om de selv var kommunister, og om de kendte andre der var?
Alt i alt var folk villige til at sladre, for ellers risikerede de at miste deres job, og dermed deres hjem og måske senere familien og livet.
I Hollywood stod især ti manuskriptforfattere, producere og instruktører fast på ikke at sladre og fast på ikke at ville fortælle, om de selv havde været eller var medlemmer af kommunistpartiet.
Følgerne var skrækkelige for dem alle, fordi de blev blacklistet i Hollywood og kunne ikke arbejde i godt og vel ti år. »Film er et farligt våben,« lyder det i filmen, men uanset hvor mange amerikanere man spurgte, fandt man i sidste ende ikke noget særlig farligt eller samfundsomstyrtende.
Manuskriptforfatter Dalton Trumbo var det største navn på den sorte liste. Hans historie får vi nu serveret i en fornem balanceakt mellem politiske fortælling og kulørte personligheder fra Hollywoods historie og mytologi. Bryan Cranston har af instruktøren Jay Roach, der har rødder i humoristiske film som »Austin Powers« og »Meet the Fockers«, fået lov til at spille Trumbo med en overskudsagtig gejst trods den megen modgang.
Da Trumbo var på toppen, var han den bedst betalte manuskriptforfatter i Hollywood og havde fast kontrakt hos MGM. Da han bliver sortlistet i 1947, kommer han i fængsel. Ude igen bakker familien loyalt op, og han begynder at skrive manuskripter under pseudonym til stribevis af ligegyldige B-film for at kunne betale huslejen i et nyt og langt mindre hus.
Det er stressende og kun med børnenes hjælp går det. Senere får Dalton Trumbo ophævet sit navneforbud, fordi Otto Preminger og Kirk Douglas i slutningen af 1950erne vælger at krediteret ham på henholdsvis »Exodus« og »Spartacus«.
Filmen indeholder også friske bud på portrætter af den kommunistvenlige skuespiller Edward G. Robinson, der dog knækker og sladrer til sidst, ligesom vi møder ærkepatriotiske og kommunistfjendtlige John Wayne. Deres udtryk køber man, mens det kniber mere med Helen Mirren som sladderklummernes dronning, Hedda Hopper. Hendes giftige kortslutninger er næppe tæt på det historisk korrekte.
Alt i alt er Jay Roach og manuskriptforfatter John McNamaras balanceakt dog vellykket mellem tre kernepunkter. Politik, Hollywood-mytologi og så familiesammenholdet i familien Trumbo. Og endda med en fjerde bold i luften, som er en spændende indsigt i en filmmanuskriptforfatters liv.
På den led bliver »Trumbo« også en hyldest til den flittige, dygtige og pragmatiske skriverkarl. Der i tilfældet Trumbo også er en ubestikkelig og vittig mand med overskud.
»Trumbo« kan meget vel være den definitive film om kommunistforskrækkelsen i Hollywood, fordi den favner så bredt, at den både kan fange den politisk interesserede, Hollywood-nørden og den tilskuer, der blot er lejlighedsvist interesseret i begge dele.
På den baggrund ser man gerne gennem fingre med et par overstyrede biroller og et par lette løsninger i fortælleformen. For eksempel når man i et snuptag vælger, at en hel stribe personer i handlingen ser den samme TV-udsendelse, så historien kan drives hurtigt fremad.
Åh Hollywood, hvor vi dog på samme tid elsker dig og hader dig.
Hvad: »Trumbo«.
Hvem: Instruktør: Jay Roach. Medvirkende: Bryan Cranston, Diane Lane, Elle Fanning, Louis C. K.
Hvor: Premiere over hele landet.
