Da Robin blev til Hood

Ridley Scotts underholdende »Robin Hood« fortæller en ny historie om en velkendt figur.

Det skal understreges, at selv om denne film reviderer myten om Robin Hood, spillet af Russell Crowe, er den i sine virkemidler ganske traditionel. »Robin Hood« rummer da en række scener, som må få ethvert drengehjerte til at banke hurtigere. Det spektakulære, dramatiske og elementært medrivende mestrer instruktøren Ridley Scott bedre end de fleste. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix

Hov, hvad er nu det? Kong Richard Løvehjerte, der altid plejer at dukke op til slut og sætte alting på plads i Nottingham og omegn, bliver dræbt ganske kort tid inde i denne film. Det kan man da ikke?

Jo, hvis man vil fortælle en anden historie om Robin Hood end den, vi tidligere har set med blandt andre Errol Flynn og Kevin Costner som den frejdige fredløse i Sherwood-skoven. Hvis man ønsker at skabe en film tematisk i slægt med Christopher Nolans »Batman Begins« og altså berette om, hvordan Robin blev til en legendarisk figur, kan man bytte grundigt rundt på elementerne og begynde med at gøre titelpersonen til en bueskytte, som har været med kong Richard på mange års korstog til Det Hellige Land og nu omsider er på vej hjem, men lige skal plyndre lidt i Frankrig undervejs. Og så tager pilen fra en armbrøst altså livet af kongen.

Det betyder, at den uduelige prins John overtager magten i England med hjælp fra den hensynsløse slyngel Godfrey, der er landsforræder og hemmeligt i ledtog med franskmændene. Og det betyder også, at bueskytten Richard Longstride for at gøre en gammel mand en tjeneste overtager hans afdøde søns identitet og bliver til Sir Robin Loxley, hvorved han samtidig får sig en proforma-kone i skikkelse af Lady Marion, som absolut ikke er tabt bag af en vogn eller bange for noget som helst.

Således er det en forfriskende anderledes Hood-historie, vi her får fortalt, selv om den stadig handler om en retskaffen mands oprør mod et grådigt og brutalt tyranni. Sheriffen af Nottingham er reduceret til ubetydelig bifigur (man savner Alan Rickman lidt), og til gengæld får vi slagscener af et omfang, som vi ikke tidligere har oplevet i en film om Robin Hood - de lystige svende i grønne gamacher er her afløst af vældige hære, der tørner sammen i blodige slag beslægtet med dem, som Ridley Scott tidligere har iscenesat i sit historiske epos »Kingdom of Heaven«; og da franskmændene forsøger at invadere England og dumt går i land under Dovers hvide klinter, får vi et sceneri, som ligner middelalderens svar på optakten til Steven Spielbergs »Saving Private Ryan«.

Det skal dog understreges, at selv om denne film reviderer myten om Robin Hood, er den i sine virkemidler ganske traditionel. Ridley Scott har i en efterhånden lang række værker - fra »Alien« og »Blade Runner« frem til »Black Hawk Down« og »American Gangster« - markeret sig som en instruktør med uskarp kunstnerisk profil, men kolossalt håndelag, og hans »Robin Hood« rummer da også en række scener, som må få ethver drengehjerte uanset alder (og køn) til at banke hurtigere. Det spektakulære, dramatiske og elementært medrivende mestrer Scott bedre end de fleste.

Desuden har han et par strålende antipodiske stjerner i filmens hovedroller, idet Russell Crowe som Robin og Cate Blanchett som Marion besidder tonsvis af begavet karisma, så selv om »Robin Hood« kan kaldes nyskabende på en gammeldags måde, er den farverig underholdning på højt og heftigt niveau.