”At elske Pia” fremstår som en dokumentarfilm, men jeg gætter alligevel på, at den er kraftigt instrueret. Pia Skovgaard er efterhånden i sine tressere og bor sammen med sin gamle mor Céline et sted på Lolland-Falster. Pia er udviklingshæmmet men ikke i voldsomt høj grad.
Hun får kig på en godmodig mand ved navn Jens på havnen, og hun gør lidt tilnærmelser. Han er tidligere blevet forladt af sin kone. De to tager til København for at se, om de svinger sammen, men mange replikker og store dele af handlingen på turen virker noget forceret. Som om instruktøren har manuduceret de medvirkende til at sige bestemte ting. Derfor virker hele affæren noget hul i det, selv om der også er søde momenter undervejs. Når det er så utydeligt, hvor vidt filmen er dokumentar eller fiktion, kan man godt kalde den for et eksperiment, og det er jeg som grundprincip tilhænger af.
Desværre falder ”At elske Pia” stemningsmæssigt ud som om resultatet mere er til instruktørens fordel end de sammenbragte medvirkende. Da Pia besøger Jens første gang, byder han hende på kaffe. ”Nej tak, jeg skal ikke have noget”. ”Skal vi gå en tur”, spørger hun i stedet for. ”Nej, jeg har det ikke så godt i fødderne, så det kan vi ikke”, svarer han. På én gang mildt morsomt, lidt sødt og god dag mand økseskaft den måde de taler forbi hinanden på i en film, der ikke rammer mig. Måske fordi den sigter skidt.
Hvad: At elske Pia. Hvem: Instruktør: Daniel Borgman. Medvirkende: Pia Skovgaard, Céline Skovgaard, Jens Jensen. Hvor: Premiere i over hele landet.
