Denne film har én ting fælles med Ridley Scotts aktuelle »Robin Hood«, nemlig at de begge handler om berømte mænds liv, før de blev berømte.
I »Nowhere Boy« drejer det sig om John Lennons ungdom i Liverpool i 1950erne, og omdrejningspunktet i handlingen er, at han bor hos sin tante Mimi, som han blev overladt til som fem-årig. Det betyder, at han har et anstrengt forhold til både den stramtandede tante og til sin flyvske mor, som bor andetsteds i byen sammen med en mand, der ikke er Johns far, og hvis der findes nogen form for elementær spænding i denne film, så hviler den på spørgsmålet om, hvorfor Johns tilsyneladende overstrømmende kærlige mor i sin tid gav ham fra sig.
Spørgsmålet nager naturligt nok John, der er noget af en rebelsk rod og opnår at blive smidt ud af skolen, mens han samtidig er meget optaget af tidens nye musik, det vil sige rock'n'roll, og har ambitioner om at danne sit eget band. Det lykkes også, og gruppen kalder sig the Quarrymen --men navnet Beatles nævnes aldrig i denne film, så det er ikke på grund af John Lennons legendariske status som en af The Fab Four, man skal se »Nowhere Man«.
Hvorfor så? Tja, det spørgsmål findes der intet indlysende svar på, for den uerfarne Sam Taylor-Woods film er det meste af tiden nydeligt håndværk - kun et par gange slår den en stilistisk skævert - og unge Lennon spilles fint og følsomt af Aaron Johnson, som vi for tiden også kan se i hovedrollen i en helt anden type film, Matthew Vaughns amerikanske »Kick-Ass«. Men er det nok til, at man oplever dette portræt af kunstneren som ungt menneske som relevant og vedkommende?
Svaret blæser i vinden, men man kan glæde sig over, at tante Mimi spilles af Kristin Scott Thomas med den uovertrufne sans for sylespids sarkasme. Der er også mange pæne unge kvinder og mænd i »Nowhere Man«, og der er intet rigtigt negativt at sige om denne traditionelt realistiske og biografiske film. Men heller intet rigtigt begejstret.
