Cronenberg viser bagsiden af Hollywood

Filmcover. Fold sammen
Læs mere

Hollywood som en glimmerglitrende afdeling af Helvede, hvor de fordømte pines i deres selvskabte forfængeligheders bål. Det er kort fortalt rammen i den canadiske instruktør David Cronenbergs film “Maps to the Stars”, og det føles som en velkommen tilbagevenden til instruktørens storform efter hans sidste noget skuffende “Cosmopolis”.

I “Maps to the stars” vil Instruktørens fans kunne glæde sig over Cronenberg atter bruger sit kunstner-trademark nemlig deformiteter og sekreter som en metafor for karakterernes indre mentale landskaber. Sarte sjæle bør spænde det mentale sikkerhedsbælte.

I filmen er den 13-årige skuespiller Benjie (Evan Bird) og hans to mammonjagende ådselsgribbe af forældre (John Cusack og Olivia Williams) i færd med at lande en kontrakt på en opfølger til deres stjernefrøs gennembrudsfilm. På lærredet er Benjie en elskelig tumling a la Macaulay Culkin, men i virkeligheden er han et ødelagt celebrityvrag, der allerede er i gang med sin første stofafvænning.

Faderen driver en teraputisk fupklinik, hvor han malker forkælede filmstjerner med indbildte traumer for deres penge ved hjælp af grænseoverskridende massageteknikker. Hans mest indbringende patient er den udrangerede diva Havana Segrand, spillet af Julianne Moore, der aldrig i en film har ageret så frastødende et menneske, hysterisk, tyrannisk og nærmest kannibalistisk i sit sexliv.

Denne cirkel af Hollywood-trash truer med at gøre filmen så kynisk, at man som publikum fristes til at føle ligegyldighed overfor dem. men så introduceres Agatha (Mia Wasikowska) , en mystisk ung kvinde, der har været spærret inde på et sindssygehospital i årevis og nu vender tilbage for få sin del af kagen. Det sætter en lavine af mareridtsagtige begivenheder i gang, der tæller mord, dødsbrand, stoffer og nedskydningen af en hund, der som den eneste i selskabet må formodes at være helt uskyldig i sin grusomme skæbne.

Men Agatha er også den der bibringer historien en smule menneskelighed, omend den kommer så sent, at den ikke kan forhindre den endelige absolutte katastrofe. De fremragende skuespillere synes nyde at udlevere deres egen branche, og fans af Cronenberg (der åbenbart kalder sig “croonies”) vil kunne glæde sig over at han sjældent har været så mørk og misantropisk.

At se “Maps to the stars” kan til tider minde om at se en fugleedderkop fortære en rotte. Man ved ikke hvem man skal holde med, man har svært ved at holde sin middag nede, men man kan ikke få øjnene væk.